Dansk efterretningstjeneste bekræfter: Taliban-oprørere giver problemer overalt i Helmand

Alle distrikter i Helmand-provinsen, hvor danske soldater opererede, er berørt af kampen mellem Taliban og de afghanske sikkerhedsstyrker.

Situationen er så ustabil i Helmand, at USA for nylig sendte flere hundrede soldater til provinsen for at bistå de afghanske styrker, der er præget af træthed og mangel på ammunition. (Foto: Noor Mohammad © Scanpix)

Den berygtede terrororganisation Taliban har de seneste måneder lagt et tungt pres på de afghanske sikkerhedsstyrker - særligt i Helmand-provinsen, hvor danske soldater opererede og 38 af dem døde.

Og nu bekræfter Forsvarets Efterretningstjeneste, at samtlige distrikter i provinsen er berørt af kampene. Det viser et svar til Folketingets Udenrigsudvalg fra Udenrigsministeriet.

- Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at alle distrikter i Helmand-provinsen i større eller mindre grad er berørt af oprørskampen, og at sikkerhedssituationen er dynamisk, lyder det i svaret.

DR Nyheder afdækkede for nylig, at den afghanske regering i Kabul kun kontrollerer 3 ud af 14 distrikter i Helmand-provinsen, og at de heftige kampe mellem sikkerhedsstyrker og Taliban-oprørere har sendt mange civile på flugt.

Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste har Taliban helt eller delvist overtaget og dominerer distrikterne Baghran, Musa Qal’eh, Kajaki, Sangin og Now Zad i det nordlige Helmand.

I den centrale del af provinsen har de afghanske sikkerhedsstyrker fortsat kontrol med provinshovedstaden Lashkar Gah og områder som Gereshk, Narh-e Saraj og Nad-e Ali.

For få uger siden skrev Politiken dog, at netop Gereshk, som var dansk fokusområde i syv år, ifølge den uafhængige tænketank Afghan Analysts Network er ved at blive overløbet af Taliban.

I det sydlige Helmand dominerer Taliban-oprørerne også og har kontrol med distrikterne Dishu, Rig-Kahn Neshin og Garmsir.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube