Dansk Folkeparti vil skære en fjerdedel af DR

Dansk Folkeparti foreslår markante ændringer i DR og vil blandt andet sende P3 i udbud.

Dansk Folkeparti vil spare på de 3,7 milliarder kroner Danmarks Radio koster årligt. Billedet er et arkivfoto. (Foto: ERik Refner © Scanpix)

I en kronik i Berlingske fredag foreslår tre politikere fra Dansk Folkeparti, at Danmarks Radio (DR) skal beskæres med 25 procent over de næste fem år.

De tre politikere bag er gruppeformand Peter Skaarup, kulturordfører Alex Ahrendtsen og medieordfører Morten Marinus.

De vil spare 25 procent af DR's budget på 3,7 milliarder kroner. Den skal findes ved at sende radiokanalen P3 i udbud, skrotte radiokanalen P7, flytte tv-kanalen DR3 over på nettet, og lægge tv-kanalerne Ramasjang og Ultra sammen til én kanal.

Derudover vil partiet have rykket flere af DRs arbejdspladser ud af København.

"Underholdning kan man få andre steder"

Udspillet i kronikken kommer forud for partiets sommergruppemøde i næste uge.

- DR skal koncentrere sig om public service - underholdning kan man få andre steder, siger Peter Skaarup til Berlingske.

- Derfor er det både nødvendigt og rimeligt at skære DR's budget med 25 procent, så vi kan sikre et mangfoldigt mediebillede, og pengene kan bruges andre steder, siger han.

Medieforlig løber til 2018

Det nuværende medieforlig, som udgør rammerne om DR's virke, løber frem til 2018. Inden da skal der indgås en politiske aftale, som fastlægger medieinstitutionens politiske rammer på den anden side af dette skæringspunkt.

Forhandlingerne er endnu ikke indledt, men allerede nu tager kulturminister Bertel Haarder (V) varmt imod DF-forslaget.

Bertel Haarder bebuder, at han til efteråret vil komme med et udspil, som vil indeholde "betydelige fællestræk" med DF's udspil.

Herunder vil regeringen lægge op til at skære i DR's budgetter, lyder det fra ministeren, som endnu ikke vil sætte tal og procenter på.

/ritzau/