Dansk parlamentariker går til kamp for Europas bier

Dan Jørgensen vil forbyde pesticider, der står bag stort fald i Europas bipopulation.

Europas bier er pressede i disse år. Landbrugets pesticider har ryddet kraftigt ud i populationen af summende bier, og det er en potentiel katastrofe for økosystemerne, der er afhængige af bier, der bestøver blomsterne. (Foto: Annette Jespersen)

Europas bier er pressede i disse år. Landbrugets pesticider har ryddet kraftigt ud i populationen af summende bier, og det er en potentiel katastrofe for økosystemerne, der er afhængige af bier, der bestøver blomsterne.

- Vi kan se, at bipopulationen i Europa desværre er faldende. Og det er så alvorligt, at der er nogle eksperter, der peger på, at bier helt kan uddø nogle steder i Europa, siger den danske europaparlamentariker Dan Jørgensen (S).

Har kæmpet i 8 år

- Vi kan oven i købet identificere nogle enkelte pesticider, som vi ved, slår bier ihjel, og er medvirkende til, at der er mangel på bier. Så vi skal selvfølgelig gøre noget ved det. Det har jeg råbt på i mange år, og nu sker der heldigvis noget, siger han.

Dan Jørgensen, der har kæmpet biernes kamp i de otte år, han har været medlem af parlamentet, oplyser, at han sammen med en række andre medlemmer har rettet en henvendelse til Tonio Borg, der er sundheds- og forbrugerkommissær.

- Det, der kommer til at ske, er, at vi vil forbyde tre konkrete pesticider, der er giftige for bier.

- Nu har kommissionen fremlagt forslaget, og så skal det vedtages i Europarådet. Så det er ikke sådan, at det skal igennem en lang, flerårig behandling. Det er noget, der kommer til at gå stærkt, siger han.

Forbud i to år

Forbuddet vil, hvis det bliver vedtaget, i første omgang fungere i to år. Dan Jørgensen er glad for initiativet, selv om han havde foretrukket et fuldstændigt forbud.

- Det er et skridt fremad. Men jeg synes måske ikke, at det er ambitiøst nok. Det burde forbydes helt, og man burde forbyde flere pesticider. Der er ingen grund til at have dem på markedet. Der findes alternativer, siger han.

Det er estimeret, at bestøvning fra insekter, herunder bier, har en værdi på omkring 115 milliarder kroner om året i EU.

Det er de tre pesticider imidacloprid, thiamethoxam og clothianidin, der er udpeget til at stå bag bi-døden i Europa.

/ritzau/