De Konservative slår andre partier i privat partistøtte

Konservative fik mest, SF fik mindst i privat partistøtte, viser partiernes regnskaber for 2014.

Det er blandt andre A.P. Møller-Mærsk, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Byggeri, som har doneret penge til partiet. Billedet her er fra Konservatives nylige 100 års fødselsdag. (Foto: Claus bech © Scanpix)

De Konservative vælter de andre partier af pinden, når det handler om, hvilket parti der modtager mest partistøtte fra virksomheder, organisationer og privatpersoner.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af avisens gennemgang af partiernes regnskab for 2014, som for nylig er blevet offentliggjort af Folketinget.

I alt modtog partierne 35 millioner kroner i partistøtte i 2014. Heraf modtog De Konservative 8.144.302 kroner, og det er en fordobling i forhold til året før, hvor de dog også toppede listen.

Det er blandt andre A.P. Møller-Mærsk, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Byggeri, som har doneret penge til partiet.

I hælene på De Konservative kommer Venstre, som modtog 7.978.714 kroner, også fra blandt andre A.P. Møller-Mærsk, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Byggeri.

Til sammenligning modtog SF kun 14.828 kroner i valgbidrag og donationer fra privatpersoner og 971.766 kroner, som folketingsmedlemmerne og øvrige SF'ere selv betalte i partiskat.

  • Dansk Folkeparti modtog cirka 5,6 millioner kroner.
  • De Radikale cirka 5,5 millioner kroner.
  • Liberal Alliance cirka 2,6 millioner kroner.
  • Socialdemokraterne cirka 2 millioner kroner.
  • Enhedslisten cirka 1 million kroner og cirka 1,1 millioner kroner i partiskat fra folketingsmedlemmer og tidligere folketingsmedlemmer.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube