DF afviser S-forslag om nationale test: Usympatisk og utidigt

S beskyldes for at føre kommunal valgkamp med forslag om at sløjfe nationale test for de mindste.

Socialdemokratiet ændrer kurs, når det kommer til de omdiskuterede nationale test, som eleverne i landets folkeskoler tager fra 2. klasse. (Foto: Anne Bæk © Scanpix)

Socialdemokratiets forslag om at sløjfe de nationale test af eleverne i 2. og 3. klasse får Dansk Folkeparti til at skyde med skarpt.

Det store oppositionsparti beskyldes for at føre kommunal valgkamp fra Christiansborg og bryde en aftale om, at der skulle være ro om folkeskolen.

- Jeg er virkelig ked af, at Socialdemokratiet fører kommunal valgkamp. De har tidligere lovet, at der skulle være ro om folkeskolen. De kan bare tage det op i forligskredsen, hvis der er noget, de er utilfredse med, siger folkeskoleordfører Alex Ahrendtsen (DF).

Både DF, Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Venstre, Liberal Alliance og De Konservative er med i folkeskoleforligskredsen.

- Socialdemokratiet har hidtil været ansvarlige. De var hovedkraften bag folkeskolereformen, og de har sagt, at der skulle være ro, fordi der har været så mange ændringer. Og så begynder de pludselig på det her. Jeg synes, det er usympatisk og utidigt, siger han.

Hvad er alternativet til de nationale test? Er det så karakterer? Det vil Socialdemokratiet heller ikke indføre.

Alex Ahrendtsen (DF)

Hvad mener du med, at de fører valgkamp?

- Vi har en kommunal valgkamp, og folkeskolerne er det afgørende i den valgkamp. Derfor er timingen noget usympatisk. Vi har lovet hinanden, at der skal være ro, og vi har en forligskreds. Og i 2019 kommer den helt store evaluering af reformen, og så tager vi alt det op og ændre på det, der ikke fungerer.

S afviser

Men der har været meget kritik af test i de små klasser. Er det ikke et godt argument for at kigge på det?

- Hvad er alternativet til de nationale test? Er det så karakterer? Det vil Socialdemokratiet heller ikke indføre. De nationale test er et godt redskab, ét blandt mange. De er gode til at se progression blandt eleverne, så det vil vi ikke fjerne. De er ét blandt virkelig mange redskaber i folkeskolen, og derfor skal vi ikke bare fjerne det, fordi der er nogle få forskere, der ikke bryder sig om dem, siger Alex Ahrendtsen.

Socialdemokratiets undervisningsordfører, Annette Lind, afviser, at partiet fører kommunal valgkamp på området:

- Det er en politik, vi har haft længe. Ved adskillige beslutningsforslag fra Enhedslisten har vi sagt det samme. Vi ønsker at se på form og indhold af de nationale test og er bekymrede for de yngste elever, siger hun.

Fra eleverne går i 2. til 8. klasse, er der ti obligatoriske nationale test, hvor man tester elevernes faglighed i forskellige fag for at give lærerne et indblik i den enkeltes niveau.

Det var Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, der sammen med den daværende VK-ledede regering i 2006 besluttede, at man skulle evaluere landets folkeskoleelever via standardiserede, nationale test.

V tager gerne en drøftelse

Men nu ønsker Socialdemokratiet, at testen helt skal droppes for de mindste, mens den for de øvrige klassetrin skal ændres.


Venstres undervisningsordfører, Annie Matthiessen, vil ikke afvise, at der skal kigges på de nationale test.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi følger eleverne og deres udvikling. Og det er blandt andet det, de nationale test bliver brugt til, men jeg vil ikke på forhånd afvise, at vi ikke vil kigge på det her. Jeg synes, vi skal tage en drøftelse omkring det i folkeskoleforligskredsen, siger hun.

- 2. klasse er ret tidligt at teste børnene, men modsat bliver det også anvendt som et værktøj til at sikre, at eleverne også reelt flytter sig læringsmæssigt. Så vi skal passe på med bare at afskaffe det, men jeg tager gerne en drøftelse med Socialdemokratiet, siger Annie Matthiessen.

Om Socialdemokratiets forslag skriver undervisningsminister Merete Riisager (LA) til DR Nyheder:

- De nationale test er et vigtigt redskab til at løfte fagligheden i vores skoler. Jeg drøfter gerne med forligskredsen, når der kommer forslag til, hvordan vi bruger dem bedst muligt.

Læs også