DF anklager Løkke for løftebrud om håndværkerfradrag

Løkke begår løftebrud ved at fjerne mulighed for at få en skatterabat for håndværkerarbejde, mener DF. Konjunkturerne er årsagen, siger statsministeren.

I sit finanslovsudspil ændrer regeringen boligjobordningen sådan, at den fremover kun gælder for serviceydelser som hushjælp og havearbejde. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) svigter vælgerne og begår løftebrud, når regeringen lægger op til at droppe muligheden for at trække håndværksudgifter fra i skat.

Sådan lyder anklagen fra regeringens eget støtteparti, Dansk Folkeparti.

- Lars Løkke lovede jo vælgerne, at han vil lave en permanent boligjobordning, hvis han blev statsminister. Og når regeringen så fuldstændig fjerner fradragsmuligheden for håndværksudgifter, og kun vil give fradrag for serviceydelser som børnepasning og vinduespudsning, så er det da et løftebrud, siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) gik i 2015 til valg på at genindføre håndværkerfradraget - vel at mærke i permanent form.

Boligjobordningen var et kardinalpunkt for Løkke, som før valget endda gjorde det klart, at han slet ikke ville være statsminister, hvis ikke ordningen kunne genindføres.

- Når jeg går til valg på, at den her ordning skal komme igen, så er det ikke i midlertidig form. Det vil jeg gerne understrege. Vi ønsker en permanent boligjobordning (håndværkerfradrag, red.), sagde Lars Løkke Rasmussen i DR2 Deadline i februar 2015:

Klik på play.

Løkke: Vi giver boligjobordning et drej

Men ved at afskaffe håndværkerfradraget scorer man et direkte selvmål, mener Dansk Folkeparti:

- Der vil komme en stigning i sort arbejde, og det er jo brandærgerligt. Løkke svigter vælgerne. Det er forkert, at man gør sig til talsmand for at bevare ordningen før valget, og så efter valget trækker håndværksydelser ud af ordningen. Det skal han altså holdes fast på, siger Hans Kristian Skibby.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser enhver snak om, at han løber fra noget løfte:

- Vi lægger op til at gøre boligjobordningen permanent, men giver den så et drej i lyset af konjunkturerne, hvor vi støtter service i hjemmene, fordi det fortrænger sort arbejde. I lyset af at det går så ufatteligt godt i dansk økonomi, og byggebranchen er ved at være trængt i forhold til arbejdskraft, så er der så ikke længere fradrag for det (håndværksydelser, red.), fastslår Løkke.

Dansk Folkeparti køber ikke regeringens argumenter om, at byggebranchen har så travlt i øjeblikket, at behovet for håndværkerfradrag slet ikke er tilstede i samme omfang som tidligere.

- Når håndværkerfradraget blev indført i sin tid, så var det jo ikke kun for at holde hånden under håndværkerfirmaerne. Det var jo også for at bekæmpe sort arbejde og sikre flere lærlingepladser, siger Hans Kristian Skibby.

Løkke lukker ingen døre

Han sætter sin lid til de kommende finanslovsforhandlinger vil føre til en udvidet model, end det regeringen nu har spillet ud med.

- Vores politik er klar: Vi ønsker en permanent boligjobordning, hvor håndværksydelser også er med. En af forskellene er jo også, at håndværksmestrene ansætter flere lærlinge som følge af det her fradrag i modsætning til rengøring og børnepasning, hvor der ikke er lærlingepladser, siger Hans Kristian Skibby.

Lars Løkke Rasmussen lukker da heller ikke fuldstændig døren for, at håndværkerfradraget er død og borte:

- Det er så regeringens udspil, og så skal vi så forhandle det med partierne på Christiansborg. Så må vi se, hvor det ender, når vi er færdige, siger han.

Heller ikke Håndværksrådets direktør, Ane Buch, er imponeret. Også hun nævner Løkkes løfte om en permanent model.

- Håndværkerfradraget er det eneste middel mod sort arbejde i byggeriet, vi har kunnet se en reel effekt af, og alt tyder på, at fradraget gør millioner af sorte håndværkertimer hvide hvert år.

- Det er derfor noget af en skuffelse, at regeringen fraviger det, der er blevet opfattet som et valgløfte, og nu sætter en stopper for håndværkerfradraget, siger Ane Buch.

I sit finanslovsudspil ændrer regeringen boligjobordningen sådan, at den fremover kun gælder for serviceydelser som hushjælp og havearbejde.

I dag er fradraget for serviceydelser på 27,6 procent af loftet på op til 6.000 kr. Det skal ifølge regeringen hæves til 40 procent. I kroner og ører svarer det til, at man går fra at have cirka 1.700 kroner til at have cirka 2.400 kroner i hånden per person.

Ifølge tal fra Skatteministeriet brugte 383.000 danskere håndværkerfradraget i 2016 - et betydeligt fald i forhold til året før, hvor hele 577.000 benyttede sig af skatterabatten.