DF: Euroregering er skridt mod føderalstat

Frankrig og Tyskland foreslår "økonomisk regering" i eurozonen. DF kalder det skridt mod føderalstat

Angela Merkel og Nicolas Sarkozys håndslag på en økonomisk regering for eurolandene kaldes "dybt foruroligende" af Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. (Foto: Patrick Kovarik © Scanpix)

Dansk Folkeparti anklager Frankrig og Tyskland for at tage endnu et skridt mod en føderalstat med forslaget om en fælles "økonomisk" regering i eurozonen.

Ifølge de to landes regeringsledere, den franske præsident Nicolas Sarkozy og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, skal denne regering bidrage til at til at tæmme den igangværende gældskrise i eurozonen.

Dybt foruroligende signaler

Dansk Folkepartis EU-parlamentariker, Morten Messerschmidt, kalder det imidlertid for "dybt foruroligende signaler".

- En egentlig regering for eurozonen er udtryk for, at EU nu for alvor tager form som en føderalstat. Vi så allerede med europagten, hvordan eurolandene ønskede en samordning af finans-, arbejdsmarkeds- og pensionspolitikken.

- Nu tager landene det fulde skridt og vil udnævne en egentlig regering for eurolandene, siger Morten Messerschmidt og fortsætter:

- Det foruroligende er, at vi allerede har set, hvordan befolkningerne i en række lande som Grækenland og Portugal reagerer med alvorlige folkelige protester, når EU har krævet store økonomiske reformer uden en folkelig opbakning.

Forstærker den folkelige modstand

- En euroregering vil forstærke den folkelige modstand og vil næppe redde det fallerede europrojekt, men utvivlsomt mindske befolkningernes tillid til det nationale demokrati.

Den ny regering skal ledes af en præsident for 2,5 år ad gangen og den første præsident skal være EU's præsident, Herman Van Rompuy.

Efter et to timer langt møde mellem Angela Merkel og Nicolas Sarkozy i præsidentpaladset i Paris foreslog de to ledere også, at alle de 17 lande i eurozonen forpligter sig til at balancere deres budgetter i midten af 2012.