DF kræver alderstjek af flere flygtningebørn

Nye tal viser, at hvert 10. uledsagede flygtningebarn i 2015 var voksen. Regeringen må stramme op og indføre flere alderstjek, mener DF.

Martin Henriksen (DF) vil have yderligere tjek af uledsagede flygtningebørn. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Der skal strammes op.

Sådan lyder budskabet fra Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, efter at tal fra Udlændingestyrelsen viser, at hvert 10. uledsagede flygtningebarn, der i 2015 søgte asyl i Danmark, er voksen.

- Jeg synes, at tallene taler deres eget sprog. Der er asylansøgere, der forsøger at snyde sig til en opholdtilladelse i Danmark.

Han mener, at de unge asylansøgere 'udemærket er klar over' at det er lettere at få opholdstilladelse som uledsaget flygtningebarn end som voksen.

- De her alderstest afslører, at nogen forsøger at snyde, og jeg mener, at der er behov for, at man tester mange flere end i dag, siger Martin Henriksen.

I alt søgte 2.068 uledsagede børn og unge asyl i Danmark i 2015.

DF: Tjek alle over 15 år

Børn og unge, der kommer til Danmark uden forældre eller andre nære familiemedlemmer, har flere rettigheder end andre asylansøgere.

Blandt andet har de lettere ved at få familiesammenføring.

Når myndighederne er i tvivl om alderen, bliver de unge asylansøgere sendt til en lægelig vurdering. Det skete 355 gange i 2015, og i 234 tilfælde vurderede lægerne, at asylansøgeren var over 18 år.

Aldersfordeling

Udlændingestyrelses oplysninger om aldersfordelingen af uledsagede mindreårige asylansøgere i 2015:

0-11 år: 125
12-14 år: 349
Over 15 år: 1.594
I alt: 2.068


Opgørelsen for 2015 er foreløbig og opgjort på baggrund af registreringer i Politiets sagsbehandlingssystem pr. 5. januar 2016.

Martin Henriksen mener, at antallet af alderstjek 'som minimum' derfor skal fordobles.

- Der skal selvfølgelig tjekkes hver gang, at myndighederne er i tvivl, men man kunne også sige, at alle, der siger, de er over 15, skal alderstjekkes. For når så mange bliver taget i at snyde, så taler det for, at man skal teste endnu mere, siger han.

Hvor ved du fra, at de snyder?

- Det er meget muligt, at nogen af dem ikke ved, hvornår de er født, men jeg mener, at vi er ualmindeligt naive, hvis vi ikke også tror på, at der er et element af snyd i det her, siger Martin Henriksen.

Martin Henriksen og Dansk Folkeparti vil derfor bede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) om at kigge på sagen.

V og SF har tillid til antal af tjek

Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth vil dog ikke love støttepartiet, at der er flere alderstjek på vej.

Han 'har tillid til', at der bliver lavet det antal kontroller, der er 'nødvendigt':

- Jeg tror ikke, at myndighederne ser gennem fingre med det og lader folk slippe igennem som børn, hvis de tydeligvis ikke er det, siger Marcus Knuth.

Hos oppositionspartiet SF vil man lig Venstre fortsætte med det nuværende antal af tjek.

- Det er ærgerlige tal, som viser, der forsat er behov for at lave de her tests, siger SF's integrationsordfører Jakob Mark.

- Men de midler, vi bruger på asylfasen lige nu, dem skal man ikke bruge på at teste flere asylansøgere, dem skal man bruge på at få behandlet asylsagerne.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube