DF: Lav familiesammenføring i asylansøgeres hjemland

DF foreslår, at treårsfrist for familiesammenføring suspenderes. I stedet skal asylansøgere sendes hjem.

Kristian Thulesen Dahl vil sørge for at asylansøgerne bliver familiesammenført i deres hjemlande.

Familiesammenføring skal foregå i asylansøgeres hjemland. Ikke i Danmark.

Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti, som nu lægger op til at suspendere den treårige frist for familiesammenføring.

Den blev indført, efter at tilstrømningen af flygtninge og migranter til Danmark steg markant i 2015 og 2016. Og den galt de personer, som flygtede fra en krig som i Syrien, men som ikke var individuelt forfulgt.

- I 2015 og 2016 kom der ganske mange mennesker til Danmark. Vi fik i den forbindelse udskudt tidspunktet for familiesammenføring fra et til tre år.

- Nu nærmer vi os 2018 og 2019, hvor der kan søges familiesammenføring. Det vil vi gerne tage fat om i efteråret.

- Vi foreslår, at man suspenderer treårsfristen, så man siger til de mennesker, at I kan ikke efter tre år søge familiesammenføring i Danmark.

- Men vi vil hjælpe jer med repatriering til områder i hjemlandet og hjælpe med familiesammenføring der, siger DF's formand, Kristian Thulesen Dahl.

Han afviser, at menneskerettighederne og FN's flygtningekonvention skulle blokere for forslaget.

- Vi har en formodning om, at det kan lade sig gøre. Grunden til, at det kunne lade sig gøre at indføre en frist for familiesammenføring var, at der var tale om personer med et midlertidigt beskyttelsesbehov.

- Hvis perspektivet er, at man om et år eller to eller tre år kan vende tilbage, så skal man gøre det. Og så skal familiesammenføringen foregå i det pågældende land, siger Thulesen Dahl.

Han mener, det er en forkert præmis ikke at tænke på hjemsendelse til områder i Syrien for de personer, som er kommet til Danmark.

- Når det gælder dem, der sidder i flygtningelejrene i nærområderne, så er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved at de skal tilbage. Hvorfor skal det ikke gælde for dem, som er i Danmark?, siger Thulesen Dahl.

Han peger desuden på, at menneskerettighederne og konventionerne står åbne for fortolkning.

- Da vi i første omgang indførte en frist for familiesammenføring på ét år, så fik vi at vide, man ikke kunne gå længere inden for konventionerne.

- Efter valget kunne det så alligevel godt lade sig gøre at forlænge fristen til tre år. Så kan det sikkert også lade sig gøre at suspendere grænsen og så arbejde med muligheden for repatriere folk, siger Thulesen Dahl.

/ritzau/