DF og S efter mobilskandale: 'Vild nyhed' og 'dybt problematisk'

Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti bakker op om regeringens indsats, der skal dæmme op for indsmugling af telefoner i fængsler.

- Det virker helt voldsomt, at det er Danmarks Radio, der har fundet ud af det og ikke systemet selv, siger retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod Poulsen. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Politikerne er dybt rystede over, at ikke bare én, men fire af de sigtede i forbindelse med terrorangrebet på Krudttønden og synagogen i København angiveligt haft adgang til nettet fra fængslet via mobiltelefoner.

- Jeg er dybt overrasket. Det må ikke ske i danske fængsler og slet ikke i så alvorlige sager. Det er dybt problematisk for retsfølelsen og efterforskningen. Derfor skal der sættes meget hårdt ind over for det her, siger retsordfører Trine Bramsen (S):

Terrorsagen

Politiets sigtelse drejer sig om, at de fem personer på forskellig måde skal have medvirket til de drab og drabsforsøg, som Omar El-Hussein begik i februar sidste år. Alle fem nægter sig skyldige.

Hjælpen skal blandt andet have bestået i at skaffe våben, en skudsikker vest og mindst en kniv til Omar El-Hussein, ligesom han fik husly.

Anklagemyndigheden har betegnet skyderierne som terror, men sigtelsen drejer sig om medvirken til drab og drabsforsøg.

10. marts går sagen i gang, og der er afsat 30 dage.

Kilde: Ritzau

Hun deltog i dagens samråd i Folketinget, hvor justitsminister Søren Pind (V) orienterede om sagen, der begyndte, da DR Nyheder i begyndelsen af januar afslørede, at meget tyder på, at én af de sigtede, som har nære relationer til den nu afdøde terrorist Omar El-Hussein, har været aktiv på nettet.

- Jeg har sjældent set så ydmyg en justitsminister. Han ved godt, at det her er en alvorlig sag, og vi vil selvfølgelig gerne samarbejde med ham om det fremadrettede, men det er ikke i orden, at vi i en så vigtig sag har en risiko for, at de sigtede har påvirket hinanden og koordineret deres forklaringer, siger Trine Bramsen.

I har haft justitsministerposten i fire år, hvor der også kom mobiltelefoner ind i fængslerne dagligt. Skulle I ikke have gjort noget allerede dengang?

- Det har vi også gjort, og det er jeg også glad for, at justitsministeren adresserede i dag. Der er sat massivt ind i kampen mod mobiltelefoner, men vi er langt fra i mål. Det elektroniske udstyr udvikler sig hele tiden, og derfor skal indsatsen gøre det samme. Det handler ikke om at stille sig op i ringhjørnet og kaster med mudder. Det handler om, at vi finder nogle fremadrettede indsatser og løser problemet.

DF: Det virker voldsomt

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, kalder mobilskandalen "en vild nyhed til den frygtelige side".

- Det er dybt tragisk, at det er lykkedes at smugle dem ind, og vi ved ikke endnu, om det kan have haft betydning for det, der jo må betegnes som den største sag på det her område i danmarkshistorien. Det er alarmerende og kalder på politisk handling, siger han:

- Det virker helt voldsomt, at det er Danmarks Radio, der har fundet ud af det og ikke systemet selv. Der skal sættes hårdere ind med mere kontrol i forhold til, at man ikke kan få telefoner ind og med et gearet system, der hurtigt finder ud af det, hvis folk alligevel har held med at få en telefon indenfor, siger Peter Kofod.

Justitsminister Søren Pind har bedt myndighederne om redegørelse, der skal lande på hans bord senest 1. marts.

I mellemtiden har han igangsat forskellige initiativer, der skal dæmme op for indsmuglingen af mobiltelefoner i fængslerne.

INITIATIVER MOD MOBILER I FÆNGSLER:

  • Justitsministeren igangsætter et forsøg med krops-scannere af den type, der kendes fra lufthavne, i flere af kriminalforsorgens lukkede institutioner.
  • Anvendelsen af krops-scannere kræver en ændring af lovgivningen, som ministeren vil søge Folketingets opbakning til i løbet af de kommende måneder.
  • Kriminalforsorgen udarbejder nye retningslinjer for risiko- og analysebaserede visitationer – herunder ved anvendelse af de håndholdte mobildetektorer, der nu findes i alle i fængsler og arresthuse.
  • Kriminalforsorgen skal anvende hundekorpset mere målrettet i indsatsen mod mobiltelefoner. De skal bruge fem måneder på at trænes.
  • Det undersøges, om der er muligheder for tekniske hindringer for brug af mobiltelefoner i fængsler og arresthuse. Kriminalforsorgen er aktuelt ved at indhente erfaringer på område.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube