DF om flere flygtningebørn: Indfør transportøransvar nu

DF-formand Kristian Thulesen Dahl vil have regeringen til at sætte en stopper for stigningen i udledsagede flygtningebørn ved at indføre tranportøransvar.

- Vi får et stigende antal uledsagede børn alene som følge af den svenske beslutning om grænse- og id-kontrol, siger DF-formanden. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Det kan kun gå for langsomt med at indføre transportøransvar i Danmark.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter at nye, foreløbige tal fra Udlændingeministeriet viser, at der nu hver måned kommer ligeså mange flygtningebørn under 18 år alene til Danmark, som der gjorde hvert år i 2011, 2012 og 2013.

- Det er ofte led i en organisering, hvor det handler om at få flyttet en familie til Danmark. Jeg mener, at vi skal gebærde os ved at indføre grænsekontrol og transportøransvar i forhold til Tyskland, der gør, at de her børn i højere grad bliver hjulpet tæt på det land, de oprindeligt kommer fra, siger han.

ULEDSAGEDE FLYGTNINGEBØRN

2011: 282
2012: 355
2013: 354
2014: 818
2015: 1700

Tal for de seneste måneder:

September: 335
Oktober: 298
November: 480
December: ca. 350
Januar (1/1 – 7/1) : ca. 80

Kilde: Udlændingeministeriet og Udlændingestyrelsen

Mens de foreløbige tal fra december viser, at der kom omkring 350 udledsagede flygtningebørn - hedder det foreløbige tal alene for den første uge af januar omkring 80.

- De tæller som asylansøgere, og der er ingen tvivl om, at vi får et stignede antal uledsagede børn alene som følge af den svenske beslutning om grænse- og id-kontrol. Fordi rigtig mange af de her børn har ikke id-papirer, og derfor vil de hobe sig op i Danmark, hvis ikke gør, som svenskerne har gjort, ved den danske-tyske grænse, siger Kristian Thulesen Dahl:

- Vi bliver nødt til at forhindre den her trafik, hvor man bruger børnene som de første, man sender af sted i håb om, at man så efter, at de har fået asyl, får familiesammenføring. Og så kan hele familien komme til Danmark. Vi skal have stoppet den trafik, siger han.

DF: Dominobrikker vil falde

DF-formanden mener, at Danmark i stedet i langt højere grad bør hjælpe de uledsagede flygtningebørn i nærområderne.

- Børn skal jo hjælpes så tæt på de områder, hvor de kommer fra. Det kan ikke nytte noget, at vi fremmer en industri, hvor børn skal vandre hele vejen op igennem Europa, for at komme til Skandinavien i håb om at få asyl og så efterfølgende få familien til eksempelvis Danmark. Det er en usund måde at hjælpe børnene på, siger Kristian Thulesen Dahl.

Og så ender de i Tyskland, og så må de finde ud af det?

- Ja, og sandsynligheden vil jo være, at det her er ligesom dominobrikker, der falder. Når svenskerne laver transportøransvar og grænsekontrol til Danmark, og Danmark gør det samme over for Tyskland, så gør Tyskland det samme over for deres nabolande. På den måde vil man få genetableret kontrol med, hvad der foregår, siger DF-formanden.

Regeringen har særligt fokus på stigningen i udledsagede flygtningebørn, lover udlændingeminister Inger Støjberg (V).

- Det bliver ikke spørgsmålet om uledsagede flygtningebørn, der kommer til at afgøre, hvorvidt vi indfører transportøransvar, men når det er sagt, er det fuldstændig rigtigt, at det er en meget stor opgave, siger hun.

Inger Støjberg afviser, at der er behov for yderligere handlingsplaner for de mange uledsagede flygtningebørn.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube