DF om indsats mod ID-tyveri: Danmark har en klap for begge øjne

Dansk Folkeparti vil bede regeringen om plan for, hvad der skal ske på området for ID-tyveri..

- Der er mildest talt plads til forbedring, siger Peter Skaaerup (DF) om indsatsen mod identitetstyveri. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

- Vi kan overhovedet ikke være det her bekendt.

Sådan falder ordene fra formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF).

Han er utilfreds med, at der ikke er sket mere fra politisk side for at hjælpe ofre for identitetstyveri.

- Det virker til, at vi har en klap for begge øjne i forhold til nogle af de lande, vi normalt sammenligner os med, siger han.

Plads til forbedring

Peter Skaarup vil nu tage fat i justitsminister Søren Pind (V).

ID-tyveriets omfang

Ingen i Danmark fører statistik over, hvor mange danskere der bliver udsat for identitetstyveri.

Men Forbrugerrådet vurderer, at det er 100 personer i Danmark dagligt. Og en rapport fra Københavns Universitet og Det Kriminalpræventive Råd fra 2015 viser, at godt 34.000 danskere var udsat for identitetsmisbrug mellem august 2014 og januar 2015.

- Vi vil bede regeringen om at kigge på området med henblik på, at man over for Retsudvalget fortæller, hvad regeringen har tænkt sig at gøre, siger han.

- Der er mildest talt plads til forbedring. Både i forhold til de tiltag, der skal hjælpe dem, der bliver udsat for ID-tyveri. Men også i forhold til hastigheden af de initiativer, som alle er enige om, skal ske på et eller andet tidspunkt.

Både Forbrugerrådet Tænk og Rådet for Digital Sikkerhed efterlyser en instans, som borgerne kan henvende sig med spørgsmål om identitetstyveri. Den ide bakker Peter Skaarup op om.

- Man skal kunne rette henvendelse et sted hen, hvis man har været udsat for ID-tyveri og få nogle gode råd og vejledning i, hvordan man gebærder sig, siger han.

Er det en offentlig opgave?

- Vi må bare erkende, at der er nogen, der systematisk misbruger de identiteter, danskerne har. Når man omgår loven, er det en samfundsopgave at hjælpe de svage. Og de svage her er forbrugerne.

Justitsminister Søren Pind (V) har ikke ønsket at udtale sig til DR Nyheder i sagen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube