DF om S-forslag: Læserbrevsniveau får os til at stemme imod

René Christensen fra Dansk Folkeparti fortæller i Debatten på DR2, at det er bemærkninger på læserbrevsniveau, der får Dansk Folkeparti til at stemme imod Socialdemokraternes beslutningsforslag

Det er ”bemærkninger på læserbrevsniveau”, der får Dansk Folkeparti til at stemme imod Socialdemokraternes beslutningsforslag om at pålægge regeringen at tilbageføre penge fra det såkaldte omprioriteringsbidrag til kommunerne.

Sådan lyder beskeden torsdag aften i Debatten på DR2 fra René Christensen, der er finansordfører for Dansk Folkeparti, selvom partiet ifølge ordføreren ligesom Socialdemokraterne er for at sende samtlige 2,4 milliarder kroner fra omprioriteringsbidraget tilbage til kommunerne.

- Beslutningsforslaget er rigtig fint i teksten, men Socialdemokraternes bemærkninger er på læserbrevsniveau. Og vi kan selvfølgelig ikke stemme ja til bemærkninger, som er så ukorrekte, som de er. Men teksten er fin, siger han.

Omprioriteringsbidraget

Omprioriteringsbidraget blev første gang kendt i Lars Løkke Rasmussens regeringsgrundlag og går ud på, at kommunerne frem til 2019 skal spare en procent af deres budget eller sammenlagt 2,4 milliarder årligt.

Herefter bliver det Folketinget, der kan bestemme, hvad pengene skal gå til. Lars Løkke Rasmussen har åbnet for, at de blandt andet kan gå til skattelettelser.

Kritikere heriblandt kommunerne selv frygter, at det vil komme til at gå ud over den nære velfærd som for eksempel ældre og handicappede.

DF vil gerne have omprioriteringsbidraget

Socialdemokraterne beslutningsforslag betyder helt konkret, at landets 98 kommuner årligt skal have 2,4 milliarder kroner tilbage, som regeringen sammen med Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har besluttet at omprioritere.

Men ifølge René Christensen er det ikke omprioriteringsbidraget, Dansk Folkeparti vil af med.

- Vi vil gerne have et omprioriteringsbidrag, hvor man tager pengene ind og derefter fordeler dem ud igen, men ikke krone til krone til den enkelte kommune. Vi vil lave det som et omprioriteringsbidrag, altså at man omprioriterer, siger han.

René Christensen henviser derefter til de mange kommuner, som i dag ifølge ham lever op til kravet for særligt vanskeligt stillede kommuner.

- Det er simpelthen ikke i orden. Der mener vi faktisk, at omprioriteringsbidraget kan være med til at løfte nogle af de her kommuner ud af det, siger han.

DF: Vi stemmer for politik, vi går ind for

Meldingen fra Dansk Folkeparti kommer, efter en samlet rød blok på Kommunernes Landsforenings topmøde i dag slog fast, at omprioriteringsbidraget ikke vil være en del af deres politik efter et folketingsvalg.

Men om Dansk Folkeparti også vil stemme imod det og for at sende de 2,4 milliarder kroner tilbage til kommunerne, hvis teksten bliver ændret i beslutningsforslaget, stod ikke klart efter aftenens debat.

Hvis beløbet på beslutningsforslaget er hele beløbet, altså de 2,4 milliarder kroner, og det tilbage til kommunerne, så stemmer Dansk Folkeparti for det?

- Vi stemmer da selvfølgelig for et forslag, som går ind for den politik, som vi gerne vil. Og vi vil have 2,4 milliarder kroner tilbage, siger René Christensen.

Se hele udsendelsen af Debatten på DR2, hvor Clement Kjersgaard stiller spørgsmålet: Kan Socialdemokraterne og Danske Folkeparti blive enige om at droppe kommunebesparelser?

Debatten: Skal kommunerne spare?

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube