DF ser fare for lempelse i Støjberg-forslag

Støttepartiet hælder mod at stemme imod Støjbergs forslag om et opgør med ordningen for kvoteflygtninge.

Dansk Folkeparti frygter, hvad der sker, hvis udlændingeministeren en dag ikke længere hedder Inger Støjberg og er blå. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Integrationsminister Inger Støjbergs (V) lovforslag om, at ministeren skal kunne afgøre antallet af kvoteflygtninge, risikerer reelt at blive en vidtgående lempelse af udlændingepolitikken, lyder bekymringen fra Dansk Folkeparti.

Derfor hælder støttepartiet til at stemme imod ministerens lovforslag fortæller udlændingeordfører Martin Henriksen:

- Jeg anerkender, at lovforslaget i 2018 er en stramning. Men i 2019, 2020 og videre frem kan det meget vel være en meget vidtgående lempelse af udlændingepolitikken.

- Lovforslaget lægger op til, at den til enhver tid siddende minister kan tage imod 10.000 eller 5000 kvoteflygtninge på bare et år - helt uden om Folketinget. Og det er jo ikke hensigtsmæssigt.

I dag fastslår loven, at Danmark over en treårig periode skal modtage 1500 kvoteflygtninge. De fordeles som udgangspunkt med 500 om året, men Støjberg har udskudt andelen fra både 2016 og 2017.

Dermed skal Danmark modtage 1500 flygtninge i 2018. Men nu vil Støjberg ændre loven, så det er den til enhver tid siddende minister, der afgør, hvor mange kvoteflygtninge Danmark skal tage - om nogen overhovedet.

Hvad Østergaard bliver minister?

Så længe integrationsministeren hedder Inger Støjberg er Martin Henriksen ikke bekymret. Men hvad hvis hun afløses af De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, lyder hans retoriske spørgsmål.

- Hvis Morten Østergaard bliver integrationsminister og kan beslutte en meget vidtgående lempelse af dansk udlændingepolitik uden om Folketinget, så hælder vi mest til at stemme nej, siger Martin Henriksen.

Han vil nu stille en række spørgsmål og bede om garantier fra ministeren.

- Løsningen kunne være, at ministeren klart siger, at der skal være parlamentarisk kontrol, så ministeren ikke bare kan sige, at Danmark skal modtage 5000 eller 10.000 eller måske endda 20.000 kvoteflygtninge på et år.

- Man kunne også lægge et loft, så hvis en minister vil tage imod en masse kvoteflygtninge, så kan det ikke lade sig gøre, med mindre Folketinget har sagt god for det.

Men der er netop et loft i lovforslaget, siger Inger Støjberg til Ritzau.

- Der er bygget et loft ind på 500 kvoteflygtninge per år i lovforslaget. Det eneste, der kan ændre på det, er, hvis regeringen vil kunne overtale et flertal i Folketinget til at tage flere end de 500.

/ritzau/