DF: Tag billeder af indbrudstyve og udstil dem på Facebook

Det skal være lovligt at offentliggøre billeder af mulige kriminelle fanget på overvågningskamera, mener DF.

- Hvis man har et overvågningskamera hængende i sin stue og har filmet en mand, der piller ens fladskærm ned, så skal man selvfølgelig have mulighed for at få opklaret, hvem det er, så man kan få sit fjernsyn og sin tryghed tilbage, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Det gør ondt i retsfølelsen, når boligejere og forretningsdrivende kan få bøder for at lægge billeder af indbruds- eller butikstyve på sociale medier i et håb om at få hjælp til at opklare en forbrydelse.

Det mener man i Dansk Folkeparti, som derfor vil gøre det lovligt at offentliggøre billeder og videoer fra overvågningskameraer på eksempelvis Facebook, en hjemmeside, eller hvilket som helst andet sted.

Også selvom personerne på billederne hverken er sigtet eller tiltalt for noget.

- Vi har desværre set en stribe sager, hvor ofret for en forbrydelse har måttet betale en bøde for at offentliggøre billeder af folk, der har været i færd med at stjæle ens ejendele, og hvor man som offer ikke føler, at politiet har ageret særligt hurtigt, siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF) om partiets grund til at ville ændre loven.

Tre sager

Der findes flere eksempler på, at privatpersoner og forretningsdrivende har offentliggjort billeder af mulige kriminelle fanget på overvågningskameraer, selvom det er ulovligt.

Her er tre eksempler:

  • En børnetøjsbutik i Odder delte i efteråret billeder af tre kvindelige tyve på Facebook. Læs mere her.
  • En politibetjent fra Vordingborg lagde et billede af to tyve fanget af overvågningskameraet hos en lokal idrætsforening – hvor betjenten var kasserer - op på Facebook. Læs mere her.
  • Forrige år blev en elektronikforhandler i Holbæk frustreret over manglende hjælp fra politiet til opklaring af et indbrud og lagde derfor optagelser af to mistænkte tyve på Facebook. Læs mere her.

Dansk Folkepartis forslag, der behandles i folketingssalen i dag, indeholder en formulering om, at man kun må offentliggøre billeder, som samtidig gives til politiet i form af en politianmeldelse.

Dermed minimerer man ifølge DF risikoen for, at folk udnytter loven og ser deres snit til at udstille en anden person som kriminel.

Øger forslaget ikke risikoen for selvtægt?

- Det argument køber jeg ikke. Forslaget skal læses ind i en meget snæver sammenhæng, hvor det kun kan gælde, hvis det drejer sig om tyveri og indbrud i private hjem eller butikker. Det er altså ikke noget, man bare generelt kan gøre.

- Hvis man har et overvågningskamera hængende i sin stue og har filmet en mand, der piller ens fladskærm ned, så skal man selvfølgelig have mulighed for at få opklaret, hvem det er, så man kan få sit fjernsyn og sin tryghed tilbage, siger Peter Kofod Poulsen.

Gælder også børn

Politiet har allerede mulighed for at lægge billeder af efterlyste personer på sociale medier eller sende pressemeddelelser ud. Hvorfor skal almindelige mennesker have lov at tage de værktøjer i brug?

- Alt for ofte ser vi desværre, at de her sager om indbrud ikke opklares. Der håber vi, at det her initiativ kan fremme opklaringen og forhåbentlig betyde, at man får fundet tyveknægtene.

Selvtægt er ikke måden at gøre tingene på i et retssamfund.

trine bramsen, socialdemokraterne

Hvad med børn? Skal det også være lovligt at lægge billeder af børn på sociale medier, hvis de har stjålet slik i et supermarked?

- Nej. Det vi lægger op til er, hvis det drejer sig om indbrud eller tyveri af større ting eller genstande, siger Peter Kofod Poulsen.

Der findes også eksempler på, at børn under 15 har begået den slags kriminalitet. Skal det også være lovligt at lægge et billede af et barn på Facebook, hvis det barn optræder på ens overvågningskamera i færd med noget ulovligt?

- Hvis der er tale om folk, der bryder ind i et hus, piller tv’et ned af væggen og stikker af med det, så er det helt legalt, hvis det står til vores forslag. Så længe det er vedlagt politianmeldelsen.

Det gælder også et barn på eksempelvis 13 år?

- Så ville det barn have rigtig godt af, at der kommer fokus på noget, som er gået rigtig skævt, siger Peter Kofod Poulsen.

S og V siger nej

Dansk Folkepartis forslag har på forhånd ikke de store chancer for at blive vedtaget, da hverken Socialdemokraterne eller Venstre støtter forslaget.

- Selvtægt er ikke måden at gøre tingene på i et retssamfund, siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.

Forslaget her vil desværre kunne indebære, at mange uskyldige, der eksempelvis ligner gerningsmanden, kan blive hængt ud.

preben bang henriksen, venstre

- Vi bliver altså nødt til at have tillid til, at det er politiet, der varetager efterforskningen i det her land. Det skal man ikke selv rode sig ud i, for vi risikerer, at uskyldige bliver hængt ud på sociale medier eller i aviser, hvis man selv begynder at offentliggøre billederne, siger hun.

Hos Venstre har retsordfører Preben Bang Henriksen ”fuld forståelse” for baggrunden for Dansk Folkepartis forslag, men kan alligevel ikke støtte det.

- Som hovedregel er det politiet, der har efterforskningen her i Danmark, og det gælder enhver form for kriminalitet, siger Preben Bang Henriksen

- Forslaget her vil desværre kunne indebære, at mange uskyldige, der eksempelvis ligner gerningsmanden, kan blive hængt ud, og det er uanset om det er børn eller voksne. Det er dybt uheldigt.

Justitsministeren har selv været der

Justitsminister Søren Pind (V) fik i 2012 selv kritik for at lægge en nummerplade, som ifølge Pind tilhørte en bilist, der havde påkørt ham, på sin Facebook-profil.

Ikke desto mindre vil også Søren Pind i dag meddele Dansk Folkeparti, at regeringen ikke kan støtte forslaget.

Justitsministeren ønsker ikke selv at kommentere sagen, men Preben Bang Henriksen siger, at der ikke er tale om ny Venstre-politik på området.

- Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder omkring Søren Pinds episode og den frustration, han har haft. Jeg kan tage stilling til, hvordan Venstres politik er, og den er, som jeg har beskrevet, siger Preben Bang Henriksen.

Var det forkert, hvad Søren Pind gjorde dengang?

- Jeg kan forstå, at han har haft en vis frustration over det, der er overgået ham. Men det er helt klart, at det ikke er noget, der legitimerer, at man skal gå ind på de tanker, der ligger bag forslaget her.

- Selvtægt er ikke måden at gøre tingene på i et retssamfund, siger Socialdemokraternes retsordfører, der er imod forslaget.

Opslået af DR Nyheder på 20. januar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube