DF venter stadig på regeringens regning for skattelettelser

Regeringen vil endnu ikke præcist fortælle, hvor fem milliarder kroner skal spares på overførselsområdet.

DF-forhandlere på vej til det første forhandlingsmøde med regeringen om en ny skattereform. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Regeringen og Dansk Folkeparti har i dag holdt første forhandlingsmøde om en ny skattereform, og her ville støttepartiet have svar på, hvor regeringen konkret vil finde finansieringen til sine skattelettelser.

Men støttepartiet fik ikke noget svar.

- Vi fik at vide, at det ikke var på dette møde, regeringen ville lægge det på bordet. Så det må vi afvente at få på et senere møde, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl efter mødet.

Ligesom den samlede opposition og en række økonomer kritiserer Dansk Folkeparti regeringen for mangelfuld finansiering af sit 23 milliarder kroner store skatteudspil.

Regeringen vil nemlig ikke fortælle, hvor fem af milliarderne skal komme fra. Kun i overskrifterne "loft over børnecheck", "deltagerbetaling på danskundervisning" og "justeringer af overførselsindkomster".

Forholdt kritikken om den mangelfulde finansiering, svarer finansminister Kristian Jensen:

- Når vi ved, hvad rammen er, skal vi nok komme til finansieringsdelen.

DF forsikrer, at partiet ikke vil give skattelettelser til de rigeste ved at skære i ydelser. Til gengæld vil partiet gerne indføre optjeningsprincipper på flere ydelser, så udlændinge skal "yde, før de kan nyde".

Men pengene skal gå til skattelettelser i bunden, pointerer Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/