DF vil forbyde fremmedsprog i skolegården

Dansk Folkeparti har et lovforslag klar, der skal gøre det ulovligt for elever at tale andet end dansk i frikvarterene. Undervisningsministeren er afvisende.

DF vil forbyde skoleelever at tale andet end dansk i skolegården. (Foto: Søren Steffen © Scanpix)

Isam må gerne hilse på Said i skolegården. Det må bare ikke foregå på arabisk, urdu, tyrkisk eller noget som helst andet fremmedsprog, hvis det står til Dansk Folkeparti.

Partiet er klar med et lovforslag, der helt skal forbyde samtale i timerne og i frikvartererne i folkeskolen på andre sprog end dansk. Det skriver Politiken

- Det er vigtigt for at forhindre mobning. Vi har set eksempler på skoler, hvor elever har brugt fremmedsprog til at mobbe og tale bag om ryggen på andre. Vi vil gerne være med til at sikre, at man ikke taler arabisk eller urdu eller andre sprog end dansk. I den danske folkeskole taler man dansk, siger Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Marlene Harpsøe.

Overtrædelse kan give eftersidning

Det skal være op til lærerne på de enkelte skoler at håndhæve forbuddet mod fremmedsprog.

Sanktioner mod elever, der overtræder forbuddet, kan være eftersidning eller irettesættende forældresamtaler, foreslår Dansk Folkeparti.

Foruden et forbud mod fremmedsprog omfatter Dansk Folkepartis værdipolitiske folkeskoleudspil et forbud mod kønsopdelt undervisning og krav om større spredning af elever med anden etnisk baggrund en dansk ud på de enkelte folkeskoler.

Haarder imod

Undervisningsminister Bertel Haarder fastholder kommunerne og skolernes ret til at bestemme selv.

- Det er bestemt ikke noget, vi skal vedtage for hele Danmark. Vi skal styrke ledelsesansvaret og ikke svække det. Jeg er hverken minister for tørklæder, badeforhæng, leverpostejsmadder, indkaldelse til forældremøder eller for spørgsmål om, hvad man må sige i skolegården. Og det vil jeg holde fast i, siger Bertel Haarder.