DF vil gå videre med De Konservatives forslag om boligskatter

De Konservatives boligforslag bliver taget godt imod af Dansk Folkeparti, der kalder det sympatisk og værd at gå videre med

Dansk Folkeparti er positiv overfor De Konservative nye boligforslag, men uenige i at pengene blandt andet skal findes ved at skære i det offentlige forbrug (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

- Dansk Folkeparti er ikke klar til at sige ja i dag eller i morgen, men vil gå konstruktivt ind i forslaget.

Sådan lyder det fra partiets skatteordfører Dennis Flydtkjær i kølvandet på De Konservatives boligforslag, som både vil afskaffe grundskyld og ejendomsværdiskatten.

- Det er et sympatisk forslag og et fint indspil til den store diskussion, vi skal i gang med vedrørende værdisætning af boliger, men der er fortsat en række ting, der skal undersøges nærmere, siger han.

Dennis Flytkjær er blandt andet bekymret for, hvad forslaget vil komme til at betyde fordelingsmæssigt og geografisk.

- Jeg kan være bekymret for, hvad det får af fordelingsmæssige konsekvenser. Hvis man fremadrettet beskattes af fortjenesten på huset – hvordan rammer det så, for eksempel de forskellige indkomstgrupper, lyder det fra skatteordføreren.

I Dansk Folkeparti er man heller ikke enig i, at forslaget skal finansieres ved at skære ni milliarder i det offentlige forbrug, som De Konservative ellers har lagt op til.

- Det konservative forslag til finansiering er en stor knast for Dansk Folkeparti. Vi arbejder for, at man skal sikre de ældre og sundhedssystemet, derfor synes vi ikke, man skal finde milliarderne i det offentlige forbrug, siger Dennis Flydtkjær.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube