DF'er: Børnehaver må ikke afskaffe julepynten

Danske institutioner skal ikke droppe julepynten, mener byrådspolitiker Per Dalgaard.

Vuggestuer og børnehaver må ikke tilsidesætte danske traditioner, siger byrådspolitiker Per Dalgaard (DF). (Foto: Linda Kastrup © sCANPIX)

En ny frikadellekrig kan være under opsejling i flere østjyske kommuner. Med et nyt forslag skal det undgås, at danske institutioner afskaffer julepynten, siger Per Dalgaard, byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti i Syddjurs Kommune.

- Der er blandt andet – specielt i København – institutioner, som ikke bryder sig om at fornærme andre børn i forbindelse med at sætte julepynt og nisser op, siger Per Dalgaard til P1 Morgen.

Forslaget er en del af en liste på i alt syv punkter, fortæller Per Dalgaard. Og mange af kollegaerne har sat de samme punkter på dagsordenen i andre østjyske kommuner.

Hør interviewet

Hør interviewet med Per Dalgård i P1 Morgen her.

- Det er rettidig omhu

Dermed kan der udspille sig en ny frikadellekrig, som den der blev udkæmpet i januar i år, hvor byrådet i Randers gjorde det obligatorisk for offentlige institutioner at servere svinekød.

Per Dalgaard kender ikke institutioner, som ikke pynter op, men han fastholder, at der er et behov for reglerne:

- Det er rettidig omhu. Jeg vil undgå, at vi når ud i problemet, siger han.

Borgmester er afvisende

Det kan dog blive svært at samle opbakning til listen. Claus Wistoft, Venstres borgmester i Syddjurs Kommune, mener, at kommunen i forvejen holder fast i de danske værdier. Derfor er der ikke behov for flere regler, siger han.

- Det kan godt være, at Dansk Folkeparti vil kalde os andre for naive, men hver gang at man sætter yderligere regler op, så er der nogen, som skal håndhæve dem, og hvem skal så gøre det?, spørger Claus Wistoft.

Her er de 7 punkter

  • Ingen institutioner må afskaffe danske traditioner, som altid har været gældende. Sådanne danske traditioner må ikke tilsidesættes ud fra et ønske om at tage hensyn til børn og forældre tilknyttet fremmede religioner.
  • Madkulturen i kommunes institutioner er baseret på danske mad traditioner, hvorfor halalslagtet kød ikke tillades.
  • Madkulturen skal generelt afspejle danske traditionelle madvaner, hvori bl.a. svinekød er en væsentlig bestanddel, og som derfor efter behov serveres i de institutioner, der har madordninger. Krav om at svinekød ikke må serveres accepteres ikke.
  • Ingen institutioner må indføre andre fridage, end der er baseret på godkendte, danske fri- og helligdage.
  • Det accepteres ikke, at badeforhæng sættes op i en skoles baderum, eller at en svømmehal holder lukket på visse dage for danske borgere, blot for at borgere med tilknytning til ikke kristne religioner, kan anvende denne alene. Hygiejne og badetøjspåbud gælder alle.
  • Ved problemer i offentlige haller/svømmehaller/biblioteker indføres nul tolerance over for seksuel chikane, mobning og dårlig opførsel. Ved stigende problemer forlanges legimitation ved indgange, og potentielle ballademagere bortvises.
  • Kameraovervågning sættes i værk ved vedvarende problemer.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube