DR-formand: Ministers forslag er skadeligt for folket

Almindelige danskere mister muligheden for at opleve klassik musik, hvis ministers planer føres ud i livet.

Michael Christiansen ses her sammen med dronning Margrethe efter festforestilling i Koncerthuset i anledning af dronningen regeringsjubilæum. (Foto: MARIE HALD © Scanpix)

Når kulturministeren drømmer om et DR uden hornorkester og pigekor, piller hun ved DR's dna som nyhedsformidler, oplysningsorgan og kulturinstitution.

Derfor er det ifølge bestyrelsesformand Michael Christiansen betænkeligt, at Mette Bock (LA) foreslår et slanket DR, hvor musikken er taget ud og flyttet til eksempelvis Det Kongelige Teater.

- Hvis man flytter det væk og flytter det over i en almindelig kulturinstitution, som ikke er i stand til elektronisk at formidle tingene, så skiller man formidlingen og kunsten ad.

- Det kan udløse en meget stor skadevirkning for den almindelige dansker, siger han.

DR besidder ifølge formanden en særlig evne, som andre kulturinstanser ikke har, fordi DR kan bruge de elektroniske kanaler til at få musikken ud, til dem der ikke normalt bruger penge på kulturen.

- Koncertsalen er derfor også et elektronisk mekka, hvorfra musikken udgår til hele landet. Det er vores opgave ikke at lave opera for de få, men at lave musik for de mange.

Men kan I ikke godt fortsætte med at formidle musikken uden orkestrer. Der er jo ikke nogen, der siger, at I ikke må sende radioprogrammer om klassisk musik?

- Det er klart, men når vi ikke selv bestemmer det og ikke selv styrer det, er situationen jo en ganske anden. Vi bruger radio- og symfoniorkestret til at lægge en strategi for, hvordan vi skal få musikken ud.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube