Tema Togfondens timemodel

DSB kører prestigeprojekt ud på sidespor: Forventer ingen højhastighedstog

I et beslutningsoplæg til Folketinget forventer DSB ikke længere, at timemodellen bliver indført mellem de store byer.

Det kører ikke snorlige for Togfonden, der skal sikre massive jernbaneinvesteringer. Nu forventer DSB ikke længere, at det vil være muligt at køre mellem landets største byer på én time. (Foto: Janik Frithioff)

En rejsetid mellem København-Odense, Odense- Aarhus, Esbjerg-Odense og Aarhus-Aalborg på én time. Det var salgstalen, da partierne bag Togfonden præsenterede timemodellen i 2013.

Aftalen blev siden vedtaget af et bredt flertal af Folketingets partier bestående af den daværende SR-regering, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Siden er der blæst nye politiske vinde over Christiansborg, og nu regner DSB ikke længere med at gennemføre timemodellen, der er en af hjørnestenene i Togfonden.

Det skriver DSB selv i et beslutningsoplæg, som er oversendt til Folketingets transportudvalg.

”I modsætning til tidligere antages det ikke, at Timemodellen implementeres,” fremgår det af beslutningsoplægget, der er benævnt som fase 1,5. Hidtil har DSB opereret med ”fase 1”, hvor timemodellen har været en del af beslutningsgrundlaget.

Vil ikke indkøbe højhastighedstog

Forventningen om, at et politisk flertal skrotter den ambitiøse timemodel gennemsyrer i det hele taget DSB’s beslutningsoplæg, som er DSB's plan for indkøb af fremtidens tog. DSB står overfor at skulle anskaffe nye tog, der skal afløse de aldrende IC3-tog og de skandaleramte IC4-tog.

DSB’s anbefalinger går dog ikke længere på at indkøbe højhastighedstog, der typisk har en topfart på mellem 230 og 250 kilometer i timen. I stedet har DSB som muligheder oplistet regionaltog og fjerntog som de togtyper, som statsbanerne kigger nærmere på.

Som begrundelse for at droppe højhastighedstog skriver DSB i sit beslutningsoplæg til politikerne, at de ikke vil give en nævneværdig nedbringelse af rejsetiden, som det ser ud nu.

”En markant højere rejsetidsgevinst vil kræve betragtelige infrastrukturinvesteringer, hvilket ikke vurderes sandsynligt på nuværende tidspunkt.”

Togtiderne var ellers et af de salgsnumre, da partierne bag aftalen i sin tid præsenterede den. Socialdemokratiet lancerede hjemmesiden tjektogtiden.dk, hvor der blev reklameret for en betydelig rejsetidsnedsættelse.

En samlet rejsetid på 58 minutter var løftet, da Socialdemokratiet sammen med forligspartierne bag Togfonden præsenterede aftalen. Nu regner DSB ikke længere med, den bliver indført. (© Tjektogtiden.dk)

Strid om finansiering udskyder projekter

Oprindeligt budgetterede partierne bag aftalen med at bruge 28,5 milliarder kroner til jernbaneinvesteringer. Finansieringen til aftalen skulle komme via en øget beskatning af olien i Nordsøen.

Siden er olieprisen globalt faldet, og det har sendt Togfonden i strid modvind.

Efter regeringsskiftet i 2015 blev det indskrevet i regeringsgrundlaget af den daværende V-regering, at man ville foretage et serviceeftersyn af aftalen. Sidste forår udgav Finansministeriet så et notat med en vurdering af, at der manglede 15,5 milliarder kroner i finansieringen.

Det fik regeringspartiet Venstre, der står udenfor aftalen, til at foreslå, at en række aftaler skulle droppes. Men det har forligspartierne ikke været villige til, og meldingen har siden lydt, at alle initiativerne i aftalen skal gennemføres – blot over længere tid.

DSB ønsker ikke at kommentere beslutningsoplægget over for DR Nyheder.