Eksperter advarer regeringen mod at hæve fartgrænsen

Antallet af dødsfald stiger, hvis fartgrænsen hæves. Sådan lyder bekymringen fra flere eksperter, der advarer mod regeringens planer.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) vil undersøge, hvor i landet hastighedsgrænserne kan hæves. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Danskerne skal kunne trykke hårdere på speederen uden at bryde loven. Sådan lyder en af ambitionerne i regeringsgrundlaget.

Derfor har regeringen bedt Vejdirektoratet om at undersøge muligheden for at hæve hastighedsgrænsen på udvalgte strækninger.

Men nu advarer trafikforsker ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann politikerne mod at udføre deres planer.

- Hver gang vi hæver hastighedsgrænsen, begynder folk at køre hurtigere, og så kommer der flere ulykker, og de bliver mere alvorlige. Det er simpelthen en etableret kendsgerning, siger Harry Lahrmann.

Både lande- og motorveje

Konkret vil regeringen undersøge om hastighedsgrænsen på udvalgte landevejsstækninger kan hæves fra 80 kilometer i timen til 90 kilometer i timen.

Hvis hastigheden bliver sat op, får vi flere dræbte og kvæstede i trafikken.

harry larhmann, trafikforsker

Samtidig vil man undersøge muligheden for at ændre hastighedsgrænsen på udvalgte motorveje fra 110 kilometer i timen til 120 kilometer i timen eller 130 kilometer i timen.

Flere ulykker når farten stiger

Men ser man på trafiksikkerheden er det ifølge Harry Lahrmann et stort skridt i den forkerte retning at hæve hastighedsgrænserne.

- Man bør i stedet sætte hastighedsgrænsen tilbage til 110 kilometer i timen på de strækninger, hvor man allerede i dag må køre 130, siger Harry Lahrmann.

I 2004 blev den generelle hastighedsgrænse på motorvejene hævet fra 110 kilometer i timen til 130 kilometer i timen. Men på knap halvdelen af motorvejsnettet fastholdt man hastighedsgrænsen på 110 kilometer i timen.

En efterfølgende rapport fra 2008 udarbejdet af Vejdirektoratet viser, at antallet af dødsfald og alvorligt kvæstede på de danske motorveje, hvor hastigheden blev hævet steg.

Og det vil også være tilfældet denne gang, vurderer Harry Lahrmann.

- Hvis hastigheden bliver sat op, får vi flere dræbte og kvæstede i trafikken, siger han.

De gældende grænser fungerer ikke

Men den udlægning er transportminister Ole Birk Olesen ikke enig i.

Ifølge ham passer de nuværende hastighedsgrænser nemlig ikke med den måde, folk i virkeligheden kører på.

Det er vigtigt, at vi har hastighedsgrænser, som folk opfatter som fornuftige.

ole birk olesen, transportminister (la)

Han mener, at mange danskere allerede i dag overskrider de eksisterende hastighedsgrænser. Derfor kan man med fordel hæve hastighedsgrænsen på de strækninger, hvor det trafiksikkerhedsmæssigt er forsvarligt.

- Nogle steder har vi hastighedsgrænser, der er unaturligt lave. Altså lavere end det folk opfatter som en fornuftig hastighedsgrænse.

- Det er vigtigt, at vi har hastighedsgrænser, som folk opfatter som fornuftige, fordi fornuftige hastighedsgrænser er grænser man overholder, siger Ole Birk Olesen.

Betyder det, at I vil øge hastighedsgrænsen yderligere, hvis folk fortsætter med at køre for stærkt?

- Nej vi vil kun hæve hastighedsgrænserne der, hvor hastigrænserne i dag er sat for lavt, siger Ole Birk Olesen.

Hos Rådet for Sikker Trafik mener man også, at politikerne skal være varsomme med at hæve hastighedsgrænserne.

- Det er selvfølgelig en bekymring, hver gang man begynder at pille ved hastigheden og specielt, når man begynder at skrue op for den.

- En væsentlig del af forklaringen på, at det er gået godt de senere år er, at hastigheden på de danske landeveje er faldet, siger dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik Jesper Sølund.

På Christiansborg er både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet åbne overfor muligheden om at hæve hastighedsgrænserne på udvalgte strækninger i Danmark.

Vejdirektoratet forventer at komme med deres anbefalinger i løbet af i år.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube