EL om kontanthjælpsloft: Jesus ville være arbejdsløs, hvis det virkede

Regeringens kontanthjælpsloft er en elendig undskyldning for at skære ned, lyder det fra Enhedslisten.

Enhedslistens Finn Sørensen kritiserer regeringen, efter at det har vist sig, at kun tre ud af fire kontanthjælpsmodtagere kan tage et job. (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

Det omstridte kontanthjælpsloft, der vedtages af en samlet blå blok i morgen, er ikke andet end en elendig undskyldning for at forværre situationen for mennesker i en sårbar situation.

Sådan lyder det fra Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen, efter at det er kommet frem, at 72 procent af kontanthjælpsmodtagerne slet ikke er parate til at tage et arbejde.

- Jesus ville være fuldstændig arbejdsløs, hvis det her virkede, fordi så skal man jo bare tage pengene fra folk, og så rejser de syge og de lamme sig fra deres bårer og går ud i verden med et stort smil på læben og ind på arbejdsmarkedet, siger han:

KONTANTHJÆLPSLOFT

Ændringerne vil især ramme enlige forsørgere og mennesker med handicap.

Retten til særlig støtte og boligstøtte forsvinder, hvis man rammer kontanthjælpsloftet.

Loftet er på mellem 10.849 kroner og 15.385 kroner alt efter familiestørrelse.

- Alle kan jo se, at det bare er en elendig undskyldning for at skære ned på nogle mennesker, der har det svært i forvejen, så der kan blive råd til nogle flere skattelettelser til folk i Jørn Neergaard Larsens (beskæftigelsesministeren, red.) lønklasse, siger Finn Sørensen.

Alternativet: Socialpolitisk svinestreg

Årsagen til, at tre ud af fire kontanthjælpsmodtagere ikke kan tage et arbejde, er, at de har andre problemer end, at de er arbejdsløse.

De kan have helbredsproblemer af den ene eller anden art - nogle er kronisk fysisk syge, andre er psykisk syge, nogle tredje kan have kræft.

Gruppen kaldes aktivitetsparate, og fælles for mange af dem er, at de vil blive ramt på pengepungen som følge af kontanthjælpsloftet.

Alternativet mener, at det er på høje tid, at kontanthjælpsloftet får dødsstødet.

- Kontanthjælpsloftet løser ingenting, og det må regeringen erkende. Det er intet andet end bevidst fattiggørelse af nogle af landets mest udsatte. Det er socialpolitisk svinestreg, som vil desværre vil øge uligheden i Danmark yderligere, siger socialordfører Torsten Gejl (Alt).

Uklar oprydning

Ifølge regeringen og partierne i blå blok indføres kontanthjælpsloftet for at skabe et større incitament for at arbejde - men kontanthjælpsloftet rammer altså en stor gruppe mennesker, der ikke kan arbejde.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) har udtalt, at især de kronisk syge ikke bør være på kontanthjælp - og derfor vil regeringen og de blå partier rydde op i kontanthjælpssystemet med hjælp fra kommunerne.

Men som DR Nyheder omtalte i sidste uge, så er der ingen tidshorisont for, hvornår oprydningen er klar, eller der er overblik over, hvor mange syge, svage og handicappede kontanthjælpsmodtagere, der skal ryddes op i.

Lovforslaget om kontanthjælpsloftet blev andenbehandlet i går og vedtages endeligt i Folketinget i morgen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube