Endnu en advarsel til regeringen, endnu en udsættelse fra LA's leder

Anders Samuelsen kræver nu reformer, lavere skat og vækst inden jul, hvis regeringen skal overleve.

Liberal Alliance med Anders Samuelsen i spidsen fik 7,5 procent af stemmerne ved folketingsvalget den 18. juni 2015. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Endnu engang truer lederen af Liberal Alliance med at trække tæppet væk under Venstre-regeringen, hvis regeringen undlader at prioritere LA's politik.

Denne gang sker det på forsiden at Jyllands-Posten, mens Anders Samuelsen ifølge avisen holder ferie i Østrig.

Dagens udmelding har fået den sarkastiske tone frem hos en af kollegerne i blå blok.

- Ulven kommer. Først var det grundlovsdag og nu er det til jul. Og julen varer som bekendt til påske, skriver den politiske ordfører for De Konservative, Mai Mercado, på Twitter.

Det er da heller ikke første gang, Anders Samuelsen truer med at vælte regeringen.

Få overblikket her.

Juni 2015 - En regering kan vælte sig selv

(Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Første gang, Anders Samuelsen raslede med sablen, var få dage efter folketingsvalget i juni 2015, da de blå partier forhandlede regeringsgrundlag.

Her krævede Liberal Alliances partileder lettelser i topskatten, hvis han skulle støtte en regering med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen.

"En regering kan vælte sig selv, ved at den ikke lytter til sit parlamentariske grundlag"

anders samuelsen, juni

Hvis det kommende regeringsgrundlag ikke indeholder topskattelettelser, hvad så?

- Lad os nu se, om det ikke kommer med.

Hvad nu hvis det ikke gør?

- Jeg har sagt, at vi ikke er bange for noget som helst. En regering kan vælte sig selv, ved at den ikke lytter til sit parlamentariske grundlag.

- Hvis man ikke viser respekt over for sit parlamentariske grundlag, så bliver det et utroligt kompliceret liv, regeringen får, sagde Samuelsen også til Ritzau.

Januar 2016 - Grundlovsdag er deadline

(Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Et halvt år efter - i januar i år - gentog Anders Samuelsen sine advarsler.

Her lød det, at LA ikke kunne garantere fremtiden for V-regeringen efter grundlovsdag til sommer, hvis ikke skatteforhandlingerne kom i gang i løbet af foråret.

- Hvis regeringen ikke lever op til regeringsgrundlaget, hvor der står, at der skal komme skatteforhandlinger i foråret, så kan vi heller ikke garantere, at regeringen sidder efter grundlovsdag, sagde Anders Samuelsen til Ritzau.

"Lars Løkke er løbet fra aftalen i regeringsgrundlaget, og derfor kan vi heller ikke give en garanti for regeringens overlevelse"

anders samuelsen, januar

Udmeldingen kom, fordi finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ikke kunne garantere forhandlinger om skattereformen i løbet af foråret, fordi der først skulle styr på asyludgifterne.

Statsministeren bakkede efterfølgende op om det synspunkt og slog fast, at skattereformen er udskudt til efteråret.

Det fik Samuelsen til at skrue op for retorikken.

- Lars Løkke er løbet fra aftalen i regeringsgrundlaget, og derfor kan vi heller ikke give en garanti for regeringens overlevelse, slog Anders Samuelsen fast over for Ritzau.

Nu - Deadline falder til jul

(Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

I Jyllands-Posten i dag kræver Anders Samuelsen så en markant lettelse i marginalskatten, en markant lettelse i skatten i bunden og minimum to procents vækst om året.

Og det skal ske inden jul.

- Vi ved til jul, om vi får valg eller reformer. Vi har et land, vi skal rede, som har store problemer, lyder det fra partiets leder.

"Jeg frygter ikke 3,5 procent efter et valg, fordi vi har trukket stikket på en borgerlig regering"

anders samuelsen, februar

Samuelsen lægger afstand til den rolle, Enhedslisten fik under den røde regering, hvor partiet ifølge Samuelsen brokkede sig over SR-regeringens linje, men manglede modet til at vælte regeringen.

- Jeg frygter kun én ting, og det er at gå ud af politik uden at have gjort en forskel. Jeg frygter ikke 3,5 procent efter et valg, fordi vi har trukket stikket på en borgerlig regering, siger Samuelsen.

- Hvis folk sidder på ministerposter kun for at administrere og ikke for at føre politik, har de ikke fortjent at være der. Det kan man lige så godt få statueret som et eksempel. Jeg håber, det er nok, at jeg siger det, så det ikke bliver nødvendigt, siger han også.

Lederen af Liberal Alliance, Anders Samuelsen, kræver reformer, lavere skat og vækst inden jul, hvis regeringen skal overleve.

Opslået af DR Politik på 16. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube