Enhedslisten vil lave en Lex Malou

Skatteyderne skal ikke betale for, at Malou Aamund fortsætter i Folketinget, mener Enhedslisten, der vil fremlægge et lovforslag.

Skatteyderne skal ikke betale for, at Malou Aamund fortsætter i Folketinget, mener Enhedslisten, der vil fremlægge et lovforslag. (Foto: Claus Bech © Scanpix)

Enhedslisten prøver nu at forhindre, at Venstres Malou Aamund kan score 800.000 kroner fra Folketinget ved at trække sin politiske afsked i langdrag.

Malou Aamund har oplyst, at hun den 1. februar tiltræder en stilling som salgsdirektør i Microsoft Danmark - men at hun beholder sit sæde i Folketinget frem til den 5. juni.

V beholder mandat

En beslutning som gør, at Malou Aamund ikke alene står til at få de 800.000 kroner, men at VK-regeringen også fortsat kan disponere over hendes mandat (hun blev valgt som folketingsmedlem for det daværende Ny Alliance).

- Det er helt urimeligt, at man kan gå fra Christiansborg til et vellønnet job, og så beholde folketingshonoraret i et helt år oven i hatten.

- Og i dette tilfælde ligner det unægteligt spekulation for både at få flere måneder med folketingsgage og vederlag bagefter, siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen.

Får kun penge ved valg

Ifølge reglerne kan Malou Aamund få udbetalt ét års folketingsløn, selv om hun har indtægt fra et andet job - men pengene udbetales kun, hvis hun forlader Folketinget i forbindelse med et valg.

Med andre ord ville hun ikke få en klink, hvis hun forlader Folketinget allerede den 1. februar. Ved at udskyde den formelle afgang til juni, er der en pæn chance for, at Lars Løkke Rasmussen (V) har udskrevet valg - og Malou Aamund kan så få sine penge.

Lex Malou

Enhedslisten vil imidlertid prøve at få hastebehandlet et beslutningsforslag, en særlig Lex Malou, så denne ordning stoppes.

- Når man er med i et parti, som har travlt med at jage arbejdsløse og efterlønnere, så er det usmageligt, at man samtidig har så travlt med at rage til sig. Hvor blev den økonomiske ansvarlighed, man ellers har så travlt med at prædike, af, spørger Frank Aaen.