Esben Lundes plagiatsag spænder ben for ministeropgave

Forskningsminister beder statsministeren om at få en anden til at udpege udvalg for videnskabelig uredelighed.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) vil "undgå en situation, hvor der kan rejses spørgsmål om uddannelses- og forskningsministerens habilitet". (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) overlader det til en anden minister at udpege medlemmer til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker for at "undgå en situation, hvor der kan rejses spørgsmål om uddannelses- og forskningsministerens habilitet".

Esben Lunde Larsen meddelte allerede i december, at det kunne blive nødvendigt at overlade den konkrete arbejdsopgave til en anden minister.

Baggrunden er, at ministeren har bedt Københavns Universitet undersøge den videnskabelige praksis i sin ph.d.-afhandling, efter der er fundet fem eksempler på plagiat og selvplagiat.

Universitetets praksisudvalg behandler sagen. Næste skridt kan blive, at sagen anmeldes til netop Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

- Det forventes, at ansvaret for udpegningerne kan overføres til en anden minister i løbet af denne uge, lyder det i pressemeddelelsen.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i december blev bedt om at forholde sig til sagen, udtalte han, at tog hele sagen "helt afslappet".

Løkke påpegede ved samme lejlighed, at "historien er rig på tilfælde", hvor en statsminister har måttet justere en ministers arbejdsopgaver for at "imødegå en situation, som ellers kunne give anledning til kritik".

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube