EU-borgeres SU-lån i Danmark vokser og vokser

Selv om Danmark ikke har garanti for at se SU-lån til EU-borgere blive betalt tilbage, vokser antallet.

I alt skylder 10.200 borgere fra andre EU-lande Danmark de 782 millioner kroner. Her studerende på CBS i København. (arkivfoto) (Foto: MATHIAS BOJESEN © Scanpix)

Antallet af studerende fra andre EU-lande, som optager SU-lån i Danmark, er steget fra 2012 til 2016.

Det viser et notat fra Skatteministeriet, skriver Politiken.

Tallet er blevet relevant, fordi Danmark har op mod 782 millioner kroner til gode hos EU-borgere, der har studeret i Danmark.

Skat kan ikke kræve andre landes hjælp med at opkræve gælden og skal derfor kende den studerendes udenlandske adresse, hvis der skal være håb om at se de penge igen.

I alt skylder 10.200 borgere fra andre EU-lande Danmark de 782 millioner kroner.

Notatet fra Skatteministeriet viser, at hvor 2085 studerende fra EU-lande optog SU-lån i 2010, var tallet mere end fordoblet i 2016. Her fik 4250 udenlandske studerende udbetalt SU-lån.

SU-lån er et særligt fordelagtigt lån, der kun tilbydes studerende i Danmark.

Tallene får flere partier til at kræve handling, skriver Politiken.

- Det er tydeligt for enhver, at vi ikke kan få de penge igen, og der er ikke nogen mulighed for at få det, medmindre folk er dumme nok til at betale frivilligt, siger Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, til Politiken.

  • Danmark er forpligtet til at udbetale SU-lån til studerende fra andre medlemslande i EU, der kommer til Danmark for at læse, hvis de enten har opholdt sig i Danmark i fem år eller har et arbejde i mindst 10 til 12 timer om ugen.
  • I et brev til EU-Kommissionen udtrykker skatteminister Karsten Lauritzen (V) og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) deres "bekymring" og beder kommissionen om hurtigst muligt at fremlægge "forslag", der kan løse problemet.

/ritzau/