Ekspert: Umuligt at lave parallelaftale om Europol i tide

Det bliver svært for Danmark at forblive i Europol efter gårsdagens nej.

Der er bred politisk enighed om, at Danmark skal være med i Europol. Men nu afhænger det af EU. (Foto: Lex van Lieshout © Scanpix)

Når Europol i 2017 ændrer karakter, vil det højst sandsynligt betyde et farvel til Danmark. Den nødvendige parallelaftale tager simpelthen for lang tid at få igennem EU's instanser, viser erfaringerne.

Det siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, adjunkt ved juridisk institut på Syddansk Universitet.

- Alting peger på, at det er helt og aldeles umuligt. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, når vi ser på, hvordan det har fungeret hidtil. Men nu er det politik, så der kan ske alt mellem himmel og jord, siger han.

EU-lande vil være skeptiske

Han gætter på, at enten vil de andre EU-lande sige, at de har for mange andre ting at tænke på med flygtningekrisen og kampen mod terror, så Danmark selv må rode med det her.

Eller også finder vi en smutvej gennem politisk momentum og får lavet en hurtig aftale.

- Min formodning er, at de andre EU-lande vil være enormt skeptiske. Og baseret på vores erfaringer kan det simpelthen ikke lade sig gøre inden for tidshorisonten, siger han.

15 til 20 parallelaftaler er nødvendigt

Han peger på, at Det Europæiske Råd forleden udtalte, at når Danmark har muligheden for en tilvalgsordning - som jo blev stemt ned ved gårsdagens folkeafstemning – ser de det som den primære måde at gøre det på. Og altså ikke via parallelaftaler.

Men hvis Danmark skal være med i alle de 22 retsakter, der var på tale til folkeafstemningen, skal der rigtig mange parallelaftaler til.

- Et slag på tasken er, at vi skal lave mellem 15 og 20 parallelaftaler for at opnå det. Og når man tænker på, at vi har fire indtil nu, er det åbenlyst, at man skal til at trylle for, at det skal lykkes, siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen.

JA ELLER NEJ?

Se hvem du er
mest enig med

TAG TESTEN