Fagbevægelsen: Fornuftigt at trække cirkulære tilbage

Minister skal dog stadig i samråd, lyder det fra SF.

Der er stor tilfredshed fra fagbevægelsen over, at Moderniseringsstyrelsen har trukket et omstridt cirkulære tilbage.

Sådan lyder det fra Lars Qvistgaard, formand for Akademikernes Centralorganisation.

- Det er fornuftigt, at de trækker det. At de kommer med sådan et cirkulære anerkender jo ikke den aftalemodel, vi har. Det er nærmest at give et rødt kort til den måde, vi samarbejder på.

- Jeg håber da, at hvis det er et ønske, Finansministeriet har om at ændre vores ansættelsesforhold, så laver vi en aftale i forbindelse med en overenskomst, siger han til Ritzau.

Cirkulæret krævede, at ansætte i staten, skulle skrive under på, at man har forflyttelsespligt, uanset hvor ens arbejdsplads måtte blive flyttet hen i landet.

Også hos SF vækker nyheden begejstring.

- Det er dejligt, at Moderniseringsstyrelsen efter fagligt og politisk pres trækker cirkulæret tilbage. Det var virkelig udtryk for respektløshed over for de statsansatte, skriver beskæftigelsesordfører Karsten Hønge i en mail.

Ministeren skal dog stadig i samråd, mener Karsten Hønge.

- Vi skal forhindre, at de statsansatte bliver kastebolde. Det skaber utryghed og er respektløst.

Udflytningen af de 3900 arbejdspladser er netop blevet indledt og rulles gradvist ud resten af året og næste år.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube