FAKTA Politiets nye fokus: Skal fængsle flere rockere - og fire andre mål

Færre indbrud, bedre politiuddannelse og større tryghed i ghetto-områder er blandt politiets væsentligste prioriteringeri år.

Højt på politiets prioriteringslister ligger rocker- og bandekriminalitet. (Foto: Bjarke Bo Olsen © Scanpix)

I dag er politiets nye målplan for 2016 blevet offentliggjort. Og prioriteringen er i år noget anderledes sammenlignet med sidste år, blandt andet på grund af grænsekontrollen.

Derudover er de omdiskuterede og forhadte mål for antallet af trafikbøder, som politiet skulle udskrive, helt skrottet.

Nedenfor er opstillet politiets vigtigste fokusområdet for 2016 - fokus svinger lige fra bandekriminalitet til indbrud i private hjem.

Mere og bedre politi

Én af politiets vigtigste prioriteter lige nu er at øge indsatsen mod terror, samtidig med at flere betjente skal vogte Danmarks grænseområder i forbindelse med flygtningekrisen. Danmark vil derfor få brug for flere betjente, og det betyder, at der skal optages flere på Politiskolen. Derudover vil man etablere en helt politiskole, ligesom man også vil forbedre politiuddannelsen.

Færre indbrud - tryggere borgere

Antallet af anmeldelser om indbrud i villaer, lejligheder, værelser og landejendomme skal ned. I løbet af i år har regeringen sat som mål, at anmeldelserne skal være faldet med mindst 2 procent på landplan i forhold til 2015.

Målet er et led i en 4-årig plan, der skal understøtte, at antallet af indbrud i private hjem samlet set skal være faldet med otte procent i 2019 i forhold til 2015.

Flere rockere skal fængsles

225 af de rocker- og bandemedlemmer, som overvåges af politiet, skal fængsles i løbet af 2016.

Derudover skal 75 personer, som ikke er registrerede som bandemedlemmer, men som med kriminelle aktiviteter hjælper de kriminelle grupper, være varetægtsfængslet eller have afsonet domme på baggrund af efterforskninger, der er iværksat i 2016.

Trygheden i ghettoer skal forbedres

I løbet af i år skal politiet have planlagt og gennemført mindst én indsats i hvert af de særligt udpegede boligområder. Det skal ske for at forbedre trygheden i områderne.

Bedre styring af sager inden for økonomisk kriminalitet

Politikredsene skal inden udgangen af 2016 have færdigefterforsket og taget stilling til tiltalespørgsmål i 55 procent af alle større sager vedrørende økonomisk kriminalitet anmeldt før 2016.

Hvad betyder tiltalespørgsmål?

  • Tiltalespørgsmålet henviser til, hvorvidt politiet i sin efterforskning har skaffet oplysninger nok til, at anklagemyndigheden kan tage stilling til, om der skal rejses en tiltale i sagen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube