#flagstangsgate: Danskere raser - politikere griner

Danskere raser over Lars Løkkes flagstangsprojekt på Facebook, mens politikere har en fest over den overraskende forklaring.

Danske flag over Lindøværftet. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Hvad koster det? Og hvorfor var det hemmeligt?

Der er forargelse at spore i mange kommentarer over de sociale medier, efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i aftes afslørede, at han er "fan" af det danske Rigsfællesskab og derfor overvejer at markere de grønlandske og færøske flagdage.

For mange er langt fra tilfredse med forløbet.

- Spørgsmål i kø. Hvorfor tælle flagstænger? Hvorfor holde grunden hemmelig? Hvad vil det koste?, spørger Jo Kjærsgaard.

- Loyale embedsmænd, ja tak - men er det ikke ret latterligt, at Berlingske skal brodere over emnet i adskillige dage, imens disse "loyale embedsmænd" nægter at forklare sammenhængen og gør statsadministrationen til grin i vide kredse? Det er jo en fin sag. Og fuldstændigt uskyldig. I har selv skabt "-gate" - helt unødvendigt, skriver Søren Holm-Hansen i en kommentar til Løkkes Facebookopslag.

Penge til flygtninge - og flagdage?

Andre brokker sig over, at der blev sat timer og penge af til den slags, mens asylansøgere strømmer ind over Danmarks grænser.

- Pengene fosser ud af kassen til flygtninge og migranter, og mange grønlændere lever en kummerlig tilværelse, og så snakker man om flagdage, skriver Bo Christian Prytz-Madsen som en kommentar til Løkkes Facebookopslag.

- Godt der blev brugt tid og penge på at behandle aktindsigt, skriver den mere pragmatisk Mads Hyldahl Fogh.

- Vi er ikke altid idioter

Omvendt har flere politikere en fest.

Benny Engelbrecht morer sig over, at den virkelige forklaring blegner i lyset af satiremediet Rokokopostens forklaring i sagen: "Claus Hjort Frederiksen: Jeg tæller flagstænger for at falde i søvn".

Og Pernille Skipper (EL), der valgte at stille et paragraf 20-spørgsmål i sagen, morer sig stadig over, hvorfor et par flagdage skal holde hemmelige i en grad, at det ender med en "flagstangsgate" i danskernes øjne.

- OMG! Færøsk og grønlandsk flagdag. Hvorfor tænkte jeg ik' på det? Og hvorfor sku' det være hemmeligt, skriver hun på Twitter.

Søren Pind (V) er allerede træt af sagen.

- Vi er ikke altid idioter, skriver han på Twitter.

Hverken de grønlandske eller færøske myndigheder er endnu blevet hørt i sagen.

Statsministeriet udsendte i aftes en pressemeddelelse ud, men har ikke flere detaljer i sagen end det.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube