Flere har fået erstatning efter præventiv anholdelse

FAKTA: Politiet er flere gange blevet dømt for ulovlige præventive anholdelser ved demonstrationer og optøjer.

En af de afgjorte sager handler om seks anholdte ved Tibet-demonstrationen i juni 2012 under den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg. (Foto: Dennis Lehmann © Scanpix)

Administrative anholdelser, også kaldet præventive anholdelser, blev lovlige i 2004, og de er ofte brugt af politiet siden klimatopmødet i december 2009, hvor 2.009 demonstranter blev anbragt i et såkaldt futtog på den kolde asfalt.

Her følger et overblik over de største sager om ulovlige præventive anholdelser:

* 2009: Ved klimatopmødet i København blev flere end 2.000 frihedsberøvet. 250 klagede, og de fik alle medhold samt en erstatning på mellem 500 og 2.200 kroner. De, der klagede til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fik yderligere 4.000 kroner i erstatning.

* 2012: 49 demonstranter frihedsberøves foran Voxhall i Aarhus. De var en del af organisationen Aarhus for Mangfoldighed, der havde arrangeret en moddemonstration mod den højreekstreme gruppe Danish Defence League, der var i byen. 12 demonstranter vandt en sag mod Østjyllands Politi og fik hver 2.400 kroner i erstatning.

* 2012: Seks frihedsberøves i forbindelse med en pro-Tibet demonstration under den daværende kinesiske præsident Hu Jintao besøg i juni 2012. Københavns Byret fastslår, at en af frihedsberøvelserne var ulovlig.

* 2013: Vestegnens Politi frihedsberøvede 484 fodboldfans efter Superligaopgøret mod Brøndby 1. december. De fik hver 2.500 kroner i erstatning, og senere hævede Københavns Byret erstatningen til 4.000 kroner for 365 af de anholdte.

* 2014: En gruppe demonstranter fra venstrefløjsgruppen AFA frihedsberøves. Københavns Politi bliver pålagt at betale en erstatning på 2.500 kroner til hver af de 17 sagsøgere, der senere anlagde sag mod politiet.

Kilde: DR, Berlingske, Ritzau.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube