Flertal vil bevare ulovligt fingeraftryks-register

To kovendinger i samme sag giver nu flertal for at bevare database med fingeraftryk.

Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Konservative ønsker at bevare politiets register over fingeraftryk. (Foto: Peter Clausen © Scanpix)

Det har længe været planen, at et ulovligt dansk register med fingeraftryk fra ikke-dømte personer skulle slettes, men nu ser det ud til, at registret kan bevares.

I over fem år har skiftende regeringer og Justitsministeriet syltet en klokkeklar folketingsbeslutning om at slette hundredtusinder af fingeraftryk fra politiets registre. Men nu vil et flertal bevare registret, selvom det er i strid med en dom ved Menneskerettighedsdomstolen fra 2008.

Det skyldes to kovendinger i en og samme sag.

På den ene side mener Socialdemokraterne – der før valget havde regeringsmagten og ville følge Menneskerettighedsdomstolens afgørelse og folketingsbeslutningen om at slette registret – at der ikke længere er behov for at destruere de mange fingeraftryk.

- Vores opfordring til justitsministeren er fuldstændig klar og entydig: Vi skal sørge for, at vi kan bevare fingeraftrykkene mange år i fremtiden, så de indgår i politiets redskabskasse, så vi kan finde frem til kriminelle, siger retsordfører Trine Bramsen (S).

- Søren Pind må finde en løsning på, hvordan vi kan sikre det, siger hun.

Baggrund

I 2010 vedtog Folketinget en ændring af dna-registerloven. Det skete med opbakning fra samtlige partier i Folketinget undtagen Dansk Folkeparti.

Med ændringen blev der indført en frist på 10 år for politiets opbevaring af oplysninger om dna-profiler for sigtede, men ikke dømte personer. I forhold til de dømte personer skete der ingen ændringer.

Oplysningerne om dømte personer kan opbevares, indtil den pågældende fylder 80 år, eller indtil to år efter den pågældendes død.

Baggrunden for lovændringen var en dom afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i 2008.

Kilde: Folketinget.dk

V var tvunget til at være imod

På den anden side mener Venstre – der før valget sad i opposition og ville bevare registret, men nu udgør det eneste parti i regeringen – at den ulovlige database skal slettes.

- Det er afgørende for mig, at politiet altid har adgang til de kriminelles fingeraftryk, og samtidig skal vi overholde menneskerettighederne, så uskyldige mennesker ikke skal have deres fingeraftryk i det offentliges databaser hele livet, udtaler justitsminister Søren Pind i et skriftligt svar til DR Nyheder.

Justitsministeriet er lige nu i en proces, hvor man sammen med Datatilsynet arbejder på en løsning, så man ”sletter de fingeraftryk, vi skal – hverken mere eller mindre”, udtaler Søren Pind.

For et år siden lød det ellers fra daværende Venstre-retsordfører og nuværende skatteminister, Karsten Lauritzen, at ”vi har politiets fingeraftryksregister, og det skal vi bevare”.

Nuværende retsordfører, Preben Bang Henriksen (V), tilskriver Venstres holdningsskifte, at den tidligere S-ledede regering aldrig kom med et konkret forslag til, hvordan man kunne slette ikke-dømtes fingeraftryk.

- Vi har syntes, at den afgørelse (fra Menneskerettighedsdomstolen, red.) skulle efterleves på en praktisk måde, og vi har søgt at efterlyse hos den daværende minister, hvilke forslag han (Morten Bødskov, red.) kunne komme med. Der var ikke rigtig nogen, så derfor var vi egentlig tvunget til at være imod på daværende tidspunkt, siger Preben Bang Henriksen.

DF klar med beslutningsforslag

Med de to kovendinger fra henholdsvis S og V danner der sig nu et flertal i Folketinget for at bevare det ulovlige fingeraftryksregister. Socialdemokraterne kan sammen med Dansk Folkeparti og Konservative, der længe har ønsket at bevare registret, mønstre 90 mandater.

Trine Bramsen, er det her ikke bare politisk drilleri fra jeres side?

- Jeg mener, der er et helt reelt og meget alvorligt problem, hvis man sletter fingeraftryk, som kan føre til opklaring af grov kriminalitet i fremtiden. Derfor skal vi have fundet en løsning, så vi kan bevare fingeraftrykkene.

- Det er helt afgørende, at vi finder en løsning, og derfor må vi jo samarbejde med de partier, der kan se, hvor vigtigt det er at bevare fingeraftrykkene. Det omfatter tilsyneladende ikke længere Venstre, og så må vi jo samarbejde med de andre partier, der kan se fornuften, siger Trine Bramsen.

Dansk Folkeparti glæder sig over, at Socialdemokraterne har skiftet holdning, og vil nu fremlægge et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at bevare det ellers ulovlige register.

- På det her punkt er det positivt, at Socialdemokraterne er kommet i opposition, for det har åbenbart betydet, at man har en anden holdning, end dengang man sad i regeringen, siger Peter Skaarup, Dansk Folkepartis retsordfører indtil nytår.

- Det skal vi selvfølgelig bruge til at presse den nuværende regering til at sikre, at man bevarer de fingeraftryk, der kan afsløre kriminelle. Det er jo det, som fingeraftryk er rigtig gode til.

"Dum beslutning" af Brian Mikkelsen

Den konservative Brian Mikkelsen fik som justitsminister i 2010 Folketingets opbakning til at slette fingeraftryk, som er mere end 10 år gamle.

Det fortryder han i dag og kalder det en ”dum beslutning”. Han havde endda ”kæmpe kvababbelser” med at sende lovforslaget i folketingssalen, siger han.

- Vi er altid dydsmønstre i Danmark, så vi vil altid følge de kendelser, der er internationalt, og derfor var det hamrende ærgerligt, siger Brian Mikkelsen.

- Jeg synes, man skal udfordre de kendelser noget mere, og jeg synes i det hele taget, at man skal udfordre konventionerne noget mere. Vi har kun et ansvar: Det er at beskytte Danmark, og der er de oplysninger rigtig vigtige.