Forbud mod brændemærkning på vej

Et politisk flertal er parat til at forbyde brændemærkning af heste. I stedet skal hestene have indsat en chip, så man kan kende forskel på dem.

Hestene bliver mærket med glødende jern. Det skal forbydes, mener et flertal i Folketinget. (© DR)

Det er snart slut med at brændemærke heste i Danmark. Et flertal i Folketinget vil bede regeringen om at ændre reglerne, så brændemærkning bliver forbudt.

I stedet skal hestene have indsat en chip, så man kan kende forskel på dem.

Forbudt i EU

Brændemærkning er allerede forbudt i EU, men Danmark har fået en undtagelse fra reglerne. Det er den undtagelse som Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten ønsker at slippe af med.

- Det er helt klart, at det skal ophøre, at brændemærke heste, siger SF's landbrugsordfører Kresten Touborg

Chip er bedst for hestene

Justitsminister Brian Mikkelsen var i dag kaldt i samråd i Folketinget. Og han bryder sig heller ikke om brændemærkning af heste.

- Jeg synes, det er bedst, at man bruger en chip. Det er bedst for hestene og mest forsvarligt, siger Brian Mikkelsen, der understreger at Danmark bare kan lade være med at bruge undtagelsen fra EU-reglerne.