Forsker: Advarselsskilte ved fotovogne vil betyde flere uheld

Det vil ødelægge effekten af fotovognene, hvis bilister ved, hvor de er, mener forsker.

Et flertal udenom regeringen vil advare om fotovogne ved hjælp af flytbare skilte. (Foto: Johan gadegaard © Scanpix)

Hvis fotovogne skal have en positiv virkning på trafiksikkerheden, skal man ikke fortælle, hvor de holder.

Sådan lyder det fra lektor ved trafikforskningsgruppen på Aalborg universitet, Harry Lahrmann.

Forslaget om at opsætte skilte, der hvor fotovognene holder, kommer fra S, DF og LA. De tre partier, som udgør et flertal udenom regeringen, mener ikke, at fotovognene skal være pengemaskiner, men i stedet et incitament til bedre trafiksikkerhed.

Men ifølge trafikforsker Harry Lahrmann vil man altså opnå det stik modsatte med skiltningen.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man altid advarer om, hvor fotovogne står, så får de ringere effekt. Derved får vi dårligere trafiksikkerhed, og det betyder flere dræbte og kvæstede i trafikken, siger han.

Skiltning vil mindske præventiv virkning

Harry Lahrmann mener, at effekten vil mindskes til meget korte strækninger, hvis bilisterne ved, hvor fotovognene holder.

- Hvis man altid bliver advaret, sætter man kun farten ned lige der, hvor fotovognene er. Vi er nødt til at have en kombination af, at vi fortæller, hvor nogle står, og at nogle står skjult. Ellers får vi ikke lettet foden fra speederen på alle veje, men kun lige, hvor de står, siger han.

- Det er rigtig mange steder, man kører for hurtigt. Det er faktisk på hovedparten af de danske veje, siger Harry Larhmann.

Ingen opbakning fra K

Også De Konservatives formand Søren Pape Poulsen mener, at advarselskiltene er en dårlig idé.

- Hvis man sætter skilte op, vil fotovognene få for lille betydning for trafiksikkerheden. Så giver de slet ikke mening, siger Søren Pape Poulsen, som altså ikke er tilhænger af forslaget, og i øvrigt mener, at stærekasser er langt at foretrække frem for fotovogne.

I Langt fra Borgen i aften tager to politikere ud på de vestjyske landeveje, hvor de selv får lov at blitze fartsyndere. Se med klokken 21.55 på DR1.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube