Fotovogne indkasserede en halv milliard i 2015

Politiet har i 2015 haft 75 ekstra fotovogne at gøre godt med. På lige over 80.000 timer har politiet registreret fartsyndere for over en halv milliard.

Et flertal bestående af blandt andre Socialdemokraterne ønsker at opsætte skilte, der advarer bilister mod fotovogne. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Når en fotovogn rulles ud og parkeres i vejkanten, skal der samtidig følge en advarsel til bilisterne.

Det mener et flertal udenom regeringen bestående af blandt andre Dansk Folkeparti, der kalder fotovognene for rene pengemaskiner.

I starten af februar firedoblede politiet antallet af fotovogne, der dermed havnede på 100 styk.

En aktindsigt af DR Nyheder viser, at vognene i 2015 på papiret har indkasseret over en halv milliard kroner – helt præcis 516.430.571 kroner.

Ifølge aktindsigten har landets 12 kredse samlet brugt 80.670 timer i fotovognene.

De nye fotovogne var en del af den daværende trafiksikkerhedspakke fra 2012, og den forventede indtjening på vognene har været 600 millioner kroner årligt.

Mens Dansk Folkeparti kalder fotovognene for pengemaskiner, så peger Socialdemokraterne på, at det ville have en mere positiv effekt på hastigheden og trafiksikkerheden, hvis bilisterne ved, hvor vognene er placeret.

De 516.430.571 kroner er dog ikke det beløb, der ryger direkte i statskassen. Nogle bilister får bødenedsættelse, og nogle bøder kan ikke inddrives. Derfor er tallet et potentielt maksimum beløb.

Her kan du se, hvordan millionerne fordeler sig i kredsene.

Bødeprovenu fordelt på politikredse

  • Nordjylland 45.172.750
  • Østjylland 20.627.850
  • Midt- og Vestjylland 46.315.000
  • Sydøstjylland 69.134.000
  • Syd- og Sønderjylland 31.362.000
  • Fyn 68.820.450
  • Sydsjælland og Lolland-Falster 38.061.720
  • Midt- og Vestsjælland 29.306.250
  • Nordsjælland 47.302.750
  • Københavns Vestegn 33.291.000
  • København inkl. Bornholm 87.036.801
  • Total 516.430.571
  • Kilde: Rigspolitiet

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube