Godhavn-drengene: Mette Frederiksen misser flertal og beklager fejl fra regeringstiden

Socialdemokraterne kunne ikke samle opbakning i Folketinget til at give en officiel undskyldning til ofrene på drengehjemmet Godhavn.

Tidligere beboere fra børnehjemmet Godhavn i Tisvilde har fortalt, hvordan de tilbage i 1960'erne blev udsat for overgreb. Det fik i dag S-formand Mette Frederiksen på Folketingets talerstol. (Foto: Palle Peter Skov © Scanpix)

Regeringen kan ikke påtage sig ansvaret for fortidens synder.

Sådan sagde social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), da et forslag fra Socialdemokraterne om at give en officiel undskyldning til ofrene på drengehjemmet Godhavn til formiddag var til debat i Folketinget:

- Hvordan skal vi i 2016 stå til ansvar for, hvad der skete dengang og i en helt anden tid. Regeringen kan ikke påtage sig ansvaret for, hvordan samfundet dengang var indrettet, sagde hun:

- Det har også været den linje, som skiftende regeringer har fulgt i denne sag. Derfor må jeg i mit stille sind undre mig over, Socialdemokraterne pludselig nu vil have regeringen til at undskylde, sagde Karen Ellemann.

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, beklagede under dagens debat, at hun ikke - da hun selv sad i regering - tog initiativ til at give en officiel undskyldning, men insisterede på, at det aldrig er for sent.

- Det handler om anstændighed. Hvis vi som samfund skal blive klogere og med oprejst pande vide med os selv, at vi har haft modet til at se vores egen historie i øjnene, så tror jeg, det kræver en undskyldning. En ærlig og oprigtig undskyldning, sagde hun:

- Jeg mener, at vi begik en fejl som regering ved ikke selv at få det her effekturet. Og jeg har nu muligheden for at rette op på det, både som Socialdemokraternes formand og som statsministerkandidat. Og hvis vi ikke får flertal i Folketinget, er det en kamp, vi vil blive ved med at kæmpe, sagde Mette Frederiksen.

Socialdemokraterne havde opbakning til beslutningsforslaget fra Enhedslisten, SF og Alternativet, men De Radikale og regeringsblokken var altså ikke med på den.

Fra tilhørerrækkerne fulgte flere af de tidligere ofre fra Godhavn debatten i salen. En af dem er talsmand Poul Erik-Rasmussen:

- Jeg har det ad helvede til og er enormt skuffet, men vi giver ikke op, sagde han umiddelbart efter, at det stod klart, at beslutningsforslaget fra Socialdemokraterne stemmes ned.

Sagen kort

  • Godhavn-drengene har i over ti år kæmpet for at få en undskyldning fra staten.
  • Det har skiftende socialministre afvist - på trods af at drengene dengang blev udsat for torturlignende forhold, da de i 60'erne boede på drengehjemmet.
  • Det var typisk unge, der havde mistet deres forældre eller ikke kunne passe skolen, der blev anbragt på Godhavn.
  • I dag fungerer Godhavn som behandlingsinstitution for unge mellem ni og 20 år med psykiske og sociale problemer
  • I Norge udbetalte staten i 2008 og 2007 erstatninger på henholdsvis 51,8 og 55,3 millioner kroner for omsorgssvigt og overgreb på tidligere børnehjems- og skolehjemsbørn.
  • I Danmark er der i lignende sager aldrig rejst sag mod staten og derfor aldrig udbetalt erstatning.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube