Tema Grænsekontrol

Grænsekontrol: Fortsat højt asyltal på tredjedagen

På tre dage med grænsekontrol har 365 mennesker søgt asyl i Danmark. Dermed fortsætter højt asyltal.

Det seneste tal er for onsdag, hvor 99 personer søgte asyl. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Selv om Danmark mandag indførte en midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse, så fortsætter mange mennesker med at søge asyl i Danmark.

Det viser det seneste offentliggjorte tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det seneste tal er for onsdag, hvor 99 personer søgte asyl. Samtidig opjusterer ministeriet tallet for tirsdag til 155 asylansøgere. Dermed har samlet 365 personer søgt asyl i Danmark, siden mandag hvor grænsekontrollen blev indført.

Grænsekontrol

Den danske regering har indført midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Det skete samme dag, som svenskerne indførte kontrol mellem Danmark og Sverige. Læs om sagen her.

Gå til tema

Regeringen forventer, at der i år vil komme 25.000 asylansøgere til Danmark. Men hvis tallene for de første tre dage med grænsekontrol fortsætter, så vil Danmark modtage over 44.000 asylansøgere i 2016.

Man skal dog være meget forsigtig med at slutte ud fra tallene, som kun gælder for de første tre dage med grænsekontrol.

Den danske grænsekontrol gælder foreløbigt for 10 dage, men forventningen er, at den bliver forlænget. Og det scenarie er formentlig kun blevet mere sandsynligt, efter at Sverige torsdag valgte at forlænge deres grænsekontrol en måned mere.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg gjorde det onsdag klart for EU-Kommissionen og nabolandene Tyskland og Sverige, at Danmark er parat til at indføre transportøransvar med kort varsel, hvis man skønner det nødvendigt for at holde antallet af asylansøgere nede.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube