Handicaporganisationer om nyt kontanthjælpsloft: Fritag handicappede forsørgere

Forligspartierne bag det nye kontanthjælpsloft har flere gange måtte undtage grupper af handicappede. Nu presser organisationer på for mere. Minister afviser.

Ifølge Danske Handicaporganisationers beregninger vil det dreje sig om omkring 14.000 handicappede, der i så fald skal undtages kontanthjælpsloftet. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2015) (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Handicappede forsørgere bør undtages fra regeringens nye kontanthjælpsloft. At skære handicappede i deres ydelse, får den nemlig ikke i job.

Det siger Thorkild Olsen, formand for Danske Handicaporganisationer:

- Handicappede forsørgere bør som minimum undtages, siger Thorkild Olsen.

Allerhelst så han, at alle handicappede blev fritaget fra kontanthjælpsloftet.

Ifølge Thorkild Olesen og Danske Handicaporganisationers beregninger vil det dreje sig om omkring 14.000 handicappede, der i så fald skal undtages kontanthjælpsloftet.

Lovforslaget om kontanthjælpsloftet har opbakning fra samtlige af regeringens støttepartier og sætter et loft over, hvor meget en person kan få i ydelser fra det offentlige.

Det skal give kontanthjælpsmodtagere incitament til at tage et job.

Men Thorkild Olsen kan ikke se logikken bag:

- Der er jo ikke en kinamands chance for, at de her mennesker kommer på arbejdsmarkedet. Derfor er det omsonst at slå dem på deres økonomi. Alt forskning viser, at når man er langt fra arbejdsmarkedet, som de her mennesker er, så er det ikke økonomiske incitamenter, der får dem i job.

Ændret flere gange

Lovforslaget om det såkaldte kontanthjælpsloft er i disse dage på vej igennem Folketinget.

Men allerede før andenbehandlingen den 15. marts er der blevet ændret to gange i den oprindelige lovtekst fra regeringen.

Senest har forligspartierne - DF, LA, K og V - besluttet at undtage alle handicappede, der bor i en særlig handicapbolig, fra kontanthjælpsloftet. En ændring, der flugter fuldstændig med et ændringsforslag fra Socialdemokraterne.

I sidste uge blev det også besluttet at undtage handicappede, der var blevet anvist af kommunen til en handicapbolig.

V: Ikke flere ændringer på vej

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) påpeger, at handicappede, der ikke har udsigt til at komme i job, slet ikke skal være på kontanthjælp:

- Alle, som ikke er undtaget, skal jo hjælpes til enten at komme i et støttejob, f.eks. fleksjob, eller komme videre i ressourceforløbsydelsessystemet med henblik på at blive visiteret til førtidspension, eller få den hjælp de har brug for, eller drage nytte af den arbejdsevne de har.

Men det svar giver Thorkild Olesen ikke meget for:

- Hvis politikerne ikke mener, at de skal være på kontanthjælp, så må man jo lave reglerne, så de kan få en førtidspension eller et ressourceforløb. Det er meget svært i dag, og det er en katastrofe. Man kører i stedet folk rundt i manegen.

Beskæftigelsesministeren har dog ikke flere ændringer til kontanthjælpsloftet på vej, siger han:

- Vi er fra aftalepartiernes side ikke opmærksom på flere behov. Vi har arbejdet det hele igennem, før vi sendte tingene til høring. Men meningen med høringen er jo at få fundet ud af, om der er ting, der skal korrigeres.

- Og her har vi fundet et enkelt sted, hvor vi er enige i, at her bør vi korrigere lovforslaget. Og nu mener vi, efter at have været alle høringssvarene igennem, at det er, som vi ønsker det, siger Jørgen Neergaard Larsen.

Forventningen er ifølge regeringen og aftale partierne, at det nye kontanthjælpsloft ikke vil styrke de offentlige finanser med mere end 600 millioner kroner og øge arbejdsudbudet med 650 fuldtidstillinger.

De første to ændringer af den oprindelige aftale om loftet, koster omkring 34 millioner frem til 2019, oplyser Beskæftigelsesministeriet:

Det skønnes fra ministeriet 'med betydelig usikkerhed', at omkring 625 personer bliver undtaget med de første to ændringsforslag.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube