Tema Statsministrene

De to tidligere socialdemokratiske partiformænd Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft bærer en del af skylden for, at Socialdemokratiet i 2015 tabte regeringsmagten til Lars Løkke Rasmussen.

Sådan lyder den opsigtsvækkende udmelding fra tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Udtalelsen kommer i forbindelse med optagelserne til programmet ”Statsministrene”, der bliver sendt over fire søndage på DR1.

- Det kan også være vi var blevet valgt igen, hvis vi i løbet af de år, jeg var statsminister havde haft lidt mindre intern debat. Det gjaldt blandt andet tidligere formænd, som jo havde rigtig mange holdninger til tingene. Der tror jeg det havde været bedre - ikke bare nemmere for mig - men også bedre for partiet, hvis de, i hvert fald nogle gange havde holdt lidt igen med nogle af de meget stærke holdninger, de havde, siger Helle Thorning-Schmidt.

Altså, Poul Nyrup og Mogens Lykketoft skulle simpelthen ikke have ytret sig?

- De kunne ytre sig, men historisk var de, som tidligere partiformænd meget, meget højtråbende, i forhold til hvad tidligere socialdemokratiske statsministre har været udsat for, men i det hele taget hvad tidligere partiformænd har været udsat for. Det jeg kan konstatere, det var, at det var skadeligt for Socialdemokratiet, og det var skadeligt for vores muligheder for at fortsætte i regering, siger Helle Thorning-Schmidt.

Klik på play.

Lykketoft: Det er lige omvendt

Men ifølge Mogens Lykketoft forholder det sig direkte modsat: Havde Thorning bare lyttet til kritikken, havde hun såmænd nok stadig været statsminister i Danmark.

- Jeg tror faktisk, at hvis nogle af de råd, var blevet fulgt, som jeg og andre forgæves prøvede at give, så havde det været nemmere at nå en valgsejr, siger Mogens Lykketoft.

Forud for Socialdemokraternes kongres i Aalborg i 2014 gik Mogens Lykketoft i en bog til angreb på flere af Thorning-regeringens beslutninger. Blandt andet i forhold til beskæringen af børnechecken til de højest lønnede danskere, droppe den øremærkede barsel til mænd – samt sænkningen af selskabsskatten fra 25 til 22 procent – det måske mest omdiskuterede tiltag i Helle Thorning-Schmidts statsministertid.

- Vi har haft en stor og principiel debat i Danmark om, hvorvidt den socialdemokratiske regering burde have sænket selskabsskatteprocenten. Det er jeg ikke overbevist om, at de skulle have gjort, sagde Mogens Lykketoft dengang. Han afviste ved samme lejlighed dog, at hans udtalelser kunne tolkes som en kritik.

Tidligere havde Lykketoft kritiseret finansminister Bjarne Corydon for ikke, at gøre op med finansministeriets embedsmænd og deres regnemetoder. Og Lykketoft holdt sig heller ikke tilbage med kritik i forhold til Thorning-regeringens skattereform i 2012.

Mogens Lykketoft, det var vel ikke ligefrem gavnligt, at du kom med den kritik, som du kom med i sidste valgperiode?

- Jeg var utrolig tilbageholdende. Jeg sagde meget, meget lidt af det, jeg synes kunne være anderledes - og bedre - under Thornings ledelse. Jeg sagde noget af det internt, men selv det var jo meget lidt efterspurgt, siger Mogens Lykketoft og tilføjer, at han vil gemme resten af sin vurdering af Helle Thornings evner som statsminister til sine erindringer.

Nyrup og Dong

Men også tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen får drøje hug af Helle Thorning-Schmidt. Ikke mindst i forhold til salget af dele af energiselskabet Dong, gjorde Poul Nyrup – ifølge Helle Thorning – en stor indsats for at modarbejde hendes regering. Det satte for alvor Thorning-regeringen under pres, da Poul Nyrup gik til medierne med budskabet om at den danske stat ville tabe et tocifret milliardbeløb på at sælge en aktiepost i Dong til det amerikanske finansforetagende Goldman Sachs.

- Set fra Goldman Sachs er det en forrygende forretning. Set fra Danmark er det en bundskraber, sagde Poul Nyrup Rasmussen til Politiken i januar 2014.

I kølvandet på den udmelding rejste der sig en både politiske og folkelige protester mod salget. 200.000 danskere underskrev en protestskrivelse. Helle Thorning og hendes finansminister Bjarne Corydon blev kraftigt kritiseret fra både S-bagland og egne folketingsmedlemmer. Og SF endte med at forlade regeringen som en konsekvens af sagen.

- Vi tog det bud, som var bedst for Dong og dermed for danske skatteydere. For det, der er vigtigt, når staten ejer et selskab, det er at sørge for, at det går så godt for det selskab som overhovedet muligt. Og at det virkeligt bliver et selskab, der klarer sig godt. Det er det, skatteborgerne har en interesse i.

- Så vi stod hele tiden, og det gjorde Bjarne og jeg og Margrete Vestager, på skatteborgernes side. Vi kan ikke vælge ud fra, hvad der er politisk behageligt for os. Og nu viser det sig jo også, at Dong er kommet på fode. Det går godt, og det er på grund af de beslutninger, vi traf dengang, siger Helle Thorning og langer igen hårdt ud efter Poul Nyrup Rasmussen.

- Det var meget skadeligt, at man var så hård i sin kritik, og nok også på visse punkter uden at have fundament i virkeligheden, for hvad der egentligt var rigtigt. Og det var selvfølgelig skadeligt, at man kom med nogle tal, som ikke var rigtige, og som heller ikke viste sig at være rigtige. Det kostede os meget, meget dyrt, også i meningsmålingerne, at blandt andet Poul Nyrup gik så hårdt ud i forhold til det her, siger Helle Thorning-Schmidt.

I radioprogrammet "Statsministrene på P1" mandag kl. 10.03 vil Helle Thornings kritik af sine forgængere også være et af temaer, når tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen gæster programmet.

Fjerde og sidste afsnit af 'Statsministrene' bliver sendt søndag aften klokken 20.00 på DR1 og på DR TV. Og dagen efter er der så igen opfølgning på P1 kl. 10.03.