Henrik Dahl: 95 procent af EU er en kanonsucces

Den borgerlige EU-skepsis er på retur efter Brexit, hævder LA’s udenrigsordfører Henrik Dahl. Han mener, at 95 procent af EU er en kanonsucces.

Henrik Dahl mener, at 95 procent af EU er en kanonsucces. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Det er efterhånden længe siden, at en borgerlig partileder – Uffe Ellemann-Jensen – reklamerede med sine EU-sokker og EU-begejstring. I stedet er de borgerlige bare blevet mere og mere skeptiske, men nu er der nye toner.

Det smager igen af EU-begejstring. Den markante borgerlige debattør Henrik Dahl, Liberal Alliances udenrigsordfører, har således tidligere skrevet, at EU var ved at delegetimere sig selv – eller skrevet på dansk: Save benene af sig selv.

Men efter Brexit ser han nu anderledes på EU:

- Der er en lang række fordele ved EU, som hverken ja- eller nej-siden i Storbritannien havde sat sig særligt meget ind i. Det, som ikke har fungeret særlig godt, har fået lov til at fylde, siger Henrik Dahl til P1’s politiske magasin Slotsholmen.

Advarsel til det borgerlige Danmark

Han holder fast i, at EU stadig lider under store prestigeprojekter, der ikke har fungeret. Det gælder den fælles mønt euroen og Schengen-samarbejdet.

Forsøger du at hejse et advarselsflag til det borgerlige Danmark?

Henrik Dahl nævner de studerende, som via Erasmus-ordningen kan læse i andre lande. Eller medicingodkendelse, som i dag bliver varetaget af EU. Nu skal briterne selv klare det hele.

95 procent af EU er en kanonsucces.

Henrik Dahl, udenrigsordfører, LA

- Der var mange detaljer, jeg ikke var klar over. Tag øen Irland, som har et fælles elnet. Et net, som Nordirland og Irland deler, men nu skal det jo så saves over, og det kan man jo ikke, så sidder der embedsmænd og klør sig i nakken: Hvordan gør man? Hvad gør man?

Brexit er chokterapi

Er det borgerlige Danmark blevet mere EU-postive efter Brexit?

- Jeg har ingen undersøgelse, men jeg har en fornemmelse: og svaret er ja.

Det lyder som chokterapi, som når konen er gået?

- Ja. 95 procent af EU er en kanonsucces, siger Henrik Dahl til Slotsholmen på P1.