Hjort: Rusland vil aldrig indrømme hacking mod Forsvaret

Rusland vil aldrig indrømme forsøg på at undergrave Vesten og demokratiske institutioner, siger forsvarsministeren.

Forsvarsminsiteren mener, at det er russiske hackere, der er trængt ind i Forsvarets e-mails. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

Det er fremgangsmåden, der gør, at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) mistænker Rusland for at stå bag hacking af Forsvarets ansatte.

Det siger forsvarsministeren på et samråd i Folketingets Forsvarsudvalg.

- Russernes cyberkampagner er i stigende grad blevet et centralt element i en meget bekymrende udvikling. Ruslands adfærd viser nemlig, at deres hacking ikke kun finder sted med et efterretningsmæssigt formål.

- Hacking og oplysninger opnået via hacking bruges til aktivt at undergrave vestlige samfund og demokratiske institutioner gennem påvirkning og misinformationskampagner, siger ministeren.

Fik ikke adgang til klassificeret materiale

Forsvaret skiftede ikke kodeord, da det blev opdaget, at det var lykkedes hackere at trænge ind i dets mailsystem.

Dermed kunne hackerne fortsætte med at tømme Forsvarets ansattes mailbokse. Det fremgik for nylig af en ny rapport fra Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste.

Hackerne fik dog ikke adgang til fortrolige oplysninger. Ifølge en rapport er det angrebne mailsystem "ikkeklassificeret".

Alligevel udgør hackerangrebet en sikkerhedsrisiko, er vurderingen.

Anklagen mod Rusland sker på baggrund af en konkret vurdering. Men russerne afviser, at der skulle have fundet et angreb sted.

Det giver forsvarsministeren dog ikke meget for.

- Jeg gør mig ingen illusioner om, at russerne indrømmer angrebet. Det gør de jo aldrig, og jeg ser ikke noget formål med en diplomatisk reaktion. Men jeg synes, det er vigtigt at få truslerne frem i lyset, siger forsvarsministeren.

Behov for offentlig opmærksomhed

En del af spørgsmålene på samrådet handler om, hvorfor ministeren valgte at stå offentligt frem uden at kræve, at Rusland står skoleret for angrebet.

Det tjener intet formål, mener ministeren. Eksempelvis er det ikke muligt at sende spionerne ud af Danmark, for de befinder sig ikke i landet, påpeger Claus Hjort Frederiksen.

Men der er behov for at gøre offentligheden opmærksom på, at sådanne angreb finder sted

- Vi er alle nødt til at få en højere bevidsthed om og opmærksomhed på, hvordan det er, nye krige er.

- Det er meget muligt, at de næste krige ikke er fysiske krige, men lige præcis er krige, der foregår på dette område, siger Hjort.

Hvis hackere får held til at hacke Danmarks energiforsyning eller betalingssystemer, vil det svække tilliden fra borgerne, mener han.

- Det vil helt automatisk svække vores egne borgeres tillid til vores eget samfund, (om hvorvidt, red.) at vi er i stand til at beskytte os. Det er derfor, vi er nødt til at ofre det her noget mere opmærksomhed, siger Hjort.

Cybersikkerhed bliver en del af det kommende forsvarsforlig.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube