Hjort vil fremlægge bud på Dong for Folketinget

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil lade Folketingets Finansudvalg se de øvrige bud på Dong-aktierne og den endelige aftale med Goldman Sachs.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil lægge alt i Dong-sagen frem for Folketingets Finansudvalg frem. (Foto: Simon Læssøe/Scanpix 2015) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

En række af Folketingets partier kan nu se frem til at få indfriet deres ønske om at se de øvrige bud på Dong-aktierne, der i sidste ende blev solgt til den kontroversielle investeringsbank Goldman Sachs.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) oplyser nemlig til DR Nyheder, at "denne sag har været kørt alt for lukket, og jeg har været tilhænger af, at Folketingets Finansudvalg jo selvfølgelig skal have mulighed for at se de tilbud, der er blevet afgivet".

- Det, jeg vil lægge frem, er de tilbud, der er blevet givet, for der har jo været tvivl om, hvorvidt Goldman Sachs-tilbuddet var det bedste. Derfor er det rimeligt at drøfte med finansudvalget, at medlemmerne kan se, hvilke tilbud der er afgivet, og se den endelige aftale med Goldman Sachs, siger finansministeren:

- Finansudvalgsmedlemmerne kan så danne sig et indtryk af sagen, og der vil de kunne se at Goldman Sachs-tilbuddet var det bedste, siger Claus Hjort Frederiksen.

Indkalder til drøftelse

Han vil "snarest" indkalde til en drøftelse i Folketingets Finansudvalg om formen, hvorpå de øvrige bud og den endelig aftale om salget af Dong-aktierne skal fremlægges for medlemmerne.

Den tidligere finansminister Bjarne Corydons (S) ville ikke lade Folketinget se, hvilke bud der var på Dong-aktierne. Han stolede ganske enkelt ikke på politikernes evne til at håndtere fortrolige oplysninger.

Kort før sommer fik Corydon så hård kritik af Folketingets ledelse, præsidiet, for at give Folketinget alt for få oplysninger i forbindelse salget af Dong-aktierne.

- Præsidiet finder det utilfredsstillende, hvis en almindelig mistro til folketingsmedlemmers evne eller vilje til at iagttage fortrolighed generelt fører til en uvilje i regeringen og forvaltningen mod at give medlemmerne adgang til fotrolige oplysninger, hed det blandt andet i brevet fra præsidiet.

Præsidiets kritik kom, efter at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulsen Dahl, noget opsigtsvækkende havde klaget over Bjarne Corydon til Folketingets ledelse. Kristian Thulesen Dahl tog sagen op, fordi der på det tidspunkt var kommet flere nye oplysninger frem om salget.

Nye oplysninger

I april udkom bogen 'Det bedste bud', som fortæller, at Folketingets Finansudvalg havde pligt til at bremse regeringens Dong-salg til Goldman Sachs, ATP og PFA for 11 milliarder kroner, hvis der var mulighed for at få en højere pris.

Men finansministeren fortalte aldrig udvalget om denne pligt og nægtede også at fortælle Finansudvalget, hvilke andre bud der blev givet på aktierne.

I oktober 2013 besluttede den danske stat gennem en aktieudvidelse at sælge 19 procent af aktierne i Dong til Goldman Sachs for otte milliarder kroner.

Samtidig købte pensionsfonden ATP og pensionsselskabet PFA aktier for tre milliarder kroner og ejer nu henholdsvis fem og to procent af selskabet.