Homoseksuel Pape står frem: Det er åbenbart stadig eksotisk i 2014

De Konservatives nye formand, Søren Pape Poulsen, står frem som homoseksuel og fortæller, at han er overrasket over, hvor svært det er at være homoseksuel i dagens Danmark.

homoseksuel pape det er svært at være bøsse i dk drdkrjpo

Siden Søren Pape Poulsen blev præsenteret som kommende formand for de Konservative, har han oplevet en stor interesse for sin person og i høj grad sin seksualitet.

Derfor har han selv henvendt sig til DR Nyheder for at fortælle, at han er homoseksuel, men at han undrer sig over, hvorfor det er spændende i dagens Danmark.

- Jeg har konstateret, at der er stor interesse for min person, og jeg kan ikke give et interview, uden at der bliver spurgt utrolig meget til mine personlige forhold, siger han.

- Vores pressetjeneste bliver kontaktet med, at nogle journalister ved noget, og at det må jeg fortælle, og så siger jeg, at "det da ikke skal komme an på det".

- Det er sådan set ikke nogen hemmelighed, at jeg er homoseksuel, men det undrer mig såre, at det skal være så interessant i 2014, og det undrer mig, at folk mener at have ret til vide det, siger Søren Pape Poulsen.

- Min seksualitet er ikke interessant

Søren Pape Poulsen understreger, at det er meget imod hans principper at stå frem, men han vælger at fortælle det, fordi han vurderer, at det alligevel vil komme frem på anden vis, og fordi han har fået mange henvendelser.

- Det ses åbenbart stadigvæk i 2014 som noget lidt eksotisk, og jeg tror, at ethvert oplyst menneske er godt klar over, at ens seksualitet ikke er noget, man vælger. Jeg synes, at det er ærgerligt, at jeg skal sidde og snakke om det, for jeg synes, at det er irrelevant for Det Konservative Folkeparti, siger han.

- Jeg mener af et ærligt hjerte ikke, at det er interessant, og jeg forstår ikke, at nogen synes, at det er interessant i 2014. At man går op i det og næsten vil vurdere mennesker ud fra deres seksualitet, finder jeg mærkeligt, siger Søren Pape Poulsen.

Se hele interviewet med Søren Pape Poulsen i videoen i toppen af artiklen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube