Integrationsregning på vej mod tocifret milliardbeløb

Hvis ikke der bliver lavet en bedre integrationsindsats, vil de danske udgifter til området runde 10 milliarder kroner årligt i 2020.

Flygtninge skal ikke placeres i flygtningelejre eller -landsbyer, men ud og bidrage til samfundet, mener integrationsminister Inger Støjberg (V). (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Dårlig integration på arbejdsmarkedet risikerer at blive en særdeles dyr fornøjelse for de danske statskasser.

Det viser en beregning foretaget af Udlændingeministeriet og Finansministeriet, skriver Politiko.

Faktisk risikerer udgifterne til området at kravle helt op på 10,4 milliarder kroner i 2020, hvor de i år ligger på 6,5 milliarder kroner.

- Vi kommer under et gigantisk pres, hvis ikke vi får flere af de udlændinge og flygtninge, der kommer til Danmark ud på arbejdsmarkedet, siger minister for Integration, Udlændinge og Bolig, Inger Støjberg (V).

Hun ser ikke udmeldingen som et skræmmebillede, men derimod et realistisk billede af, hvad det kan ende med, hvis ikke der bliver gjort noget.

Derfor har regeringen også indkaldt til trepartsforhandlinger og til forhandlinger med kommunerne for at finde løsninger, siger Inger Støjberg:

- Vi bliver nødt til alle sammen at lægge os i selen – uanset vores politiske farve, om man er fra erhvervslivet eller fagbevægelsen, og selvfølgelig også hvis man er flygtning – og gå den ekstra mil.

Selv ønsker ministeren – foruden at mindske antallet af mennesker, der kommer til landet – at se alle de ankomne flygtninge som arbejdsmarkedsparate, så de straks kommer ud på arbejdsmarkedet.

Derudover skal integrationsprogrammet forkortes, så det ikke tager tre år som i dag, og endelig skal flygtningenes kompetencer matches bedre med de enkelte kommuners behov.

Sagen kort

  • Udlændingeministeriet og Finansministeriet har lavet en udregning, der viser, at udgifterne til integrationsindsatsen kan runde 10,4 milliarder kroner i 2020.
  • Udregningen forudsættes af, at tilstrømningen bliver som regeringen regner med - 25.000 asylansøgere i år og 15.000 de følgende år. Derudover forudsættes det, at integrationen fortsat bliver på sit nuværende, lave niveau med mindre end en tredjedel i job efter tre år i Danmark.
  • Medregnet er kun udgifter til selve indsatsen som offentlig forsørgelse og integrationsprogrammerne i kommunerne. Udgifter til skolegang, børnehaver og sundhedspleje - som almindelige danskere også modtager - er ikke en del af beregningen.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube