Jægersoldater skal til Mali uden lovet drejebog

En række partier kræver klare retningslinjer for, hvordan danske soldater blandt andet skal håndtere fanger.

Flere af Folketingets partier vil rejsespørgsmålet om, hvordan de danske soldater skal håndtere krigsfanger over for regeringen og kræve klare retningslinjer. (Foto: Sean Gallup © 2013 Getty Images)

Det er beklageligt og bekymrende, at 30 danske jægersoldater sættes ind på landjorden i en ny militær FN-operation i Mali uden en militærmanual for soldaternes krigsførelse.

Sådan lyder budskabet ifølge Jyllands-Posten fra flere eksperter og politikere, der samtidig efterlyser, at forsvaret udstikker helt præcise retningslinjer for, hvordan jægersoldaterne skal håndtere eventuelle krigsfanger.

Så kan man undgå en eventuel gentagelse af de omstridte fangeudleveringer under krigene i Irak og Afghanistan.

Militærmanualen, der skal være en drejebog for, hvordan Danmark fører krig, har været undervejs siden 2009, men ifølge forsvarsminister Peter Christensen (V) forventes den først færdig "i løbet af 2016".

Folkeretsekspert Anders Henriksen fra Københavns Universitet mener, at det ville være en klar fordel, hvis militærmanualen havde været på plads inden Mali-missionen.

- Det allervigtigste er, at vi udstyrer de operationelle folk med nogle klare retningslinjer for, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af tilbageholdelser. Hvilken beskyttelse har tilbageholdte personer? Kan vi overdrage tilbageholdte og i givet fald til hvem, siger Anders Henriksen til Jyllands-Posten.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er tryg ved situationen.

Både S, SF, R, Enhedslisten og DF vil rejse spørgsmålet om krigsfanger i Mali over for regeringen og kræve klare retningslinjer for soldaterne, skriver Jyllands-Posten.

/ritzau/