Jesper Langballe: DF er imod islam

Jesper Langballe er kommet på kant med sin partiformand efter, at han har skrevet et meget kritisk indlæg om islam. Men han fastholder sine ord. DF er imod Islam, siger han.

Jesper Langballe er imod islam som religion, men ikke imod muslimer, siger han. (Foto: Kåre Gade © DR)

Hvad siger du til, at Pia Kjærsgaard gerne vil have dig til at holde op med at skrive voldsomme udfald mod muslimer?

- Jeg siger ikke noget som helst til det. For jeg har ikke på noget tidspunkt talt med Pia Kjærsgaard om denne sag. Derfor vil jeg selvfølgelig heller ikke kommentere min partiformand, før vi har haft en samtale.

Tror du, at dit indlæg kan skade partiet?

- Jeg skriver, at der ér muslimske fædre, som slår deres børn ihjel. Det er almindeligt kendt. Det er de såkaldte æresdrab. Om det skader partiet? Dansk Folkeparti har vundet sin nuværende styrke på en kritik af den tidligere udlændingepolitik og en kritik af den islamisering, der sker. Så nej, det tror jeg ikke.

Vil du fortsætte med at skrive den type indlæg?

- Jeg har skrevet i 50 år i bøger og i dagspressen. Det drømmer jeg da ikke om at holde op med. Hvorfor skulle jeg skifte mening? Jeg har skrevet et indlæg i Berlingske Tidende, som jeg selv er yderst godt tilfreds med.

Opfatter du dig selv som modstander af islam?

- Det må jeg sige, at jeg gør. Islam og kristendom kan ikke forliges. Og det har de ikke kunnet i de 1500 år, islam har eksisteret. Jeg betragter religionen islam som en fare for ethvert samfund, hvor den slår sig ned.

Er det også grundholdningen i Dansk Folkeparti?

- Jeg har ikke oplevet nogen som helst uenighed om det spørgsmål i Dansk Folkeparti. Men der kan sagtens være forskellige opfattelser af, om det er klogt at udtrykke sig på en bestemt måde.

Så man kan godt sige, at Dansk Folkeparti er imod islam?

- Det kan man godt sige. Dansk Folkeparti står i et nødvendigt opgør med islam, men ikke er mod muslimerne som befolkningsgruppe. De skal være velkomne på arbejdsmarkedet og i samfundet.

Men hvis de ikke gik ind for islam, så var de jo ikke muslimer?

- Nej. Jeg siger ikke, at der ikke er nogen forbindelse. Men det er meget afgørende, at man ikke begynder at lægge samtlige muslimer for had. Dels er det ikke pænt at gøre, og dels er det uhensigtsmæssigt.