Joachim B. om LA-ministers taxilov: Det er ikke godt nok

De Konservatives transportordfører kalder det en decideret ”dårlig aftale”.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) og erhvervsordfører Joachim B. Olsen (LA) i samtale i folketingssalen. ARKIVFOTO (Foto: Jeppe BjøRn Vejlø © Scanpix)

Der gik ikke lang tid fra transportminister Ole Birk Olesens (LA) præsentation af regeringens nye taxilovgivning, før hans partifælle Joachim B. Olsen gik ud og kritiserede selvsamme aftale.

Selvom aftalen er et ”lille skridt i den rigtige retning”, vil den danske taxilovgivning dog stadig være håbløst forældet og gøre det praktisk talt umuligt for et firma som Uber at operere lovligt i Danmark, mener Joachim B. Olsen.

- Det er ærgerligt, når man nu havde muligheden for at lave en taxalovgivning, som omfavnede de nye teknologier, der er kommet til og er blevet meget populære på kort tid, siger Joachim B. Olsen, der blandt andet er erhvervsordfører i Liberal Alliance.

- Man tager en lovgivning fra 1950 og fører det op til 2000, men man fører det ikke hele vejen op til 2017. Nu har vi en lidt mindre forældet taxalovgivning, men den er stadig forældet, siger han.

Skyder på S og DF

I aftalen levnes der ikke umiddelbart plads til den omstridte taxiapp, Uber. For chauffører og biler skal fortsat leve op til en række krav, før de kan opnå tilladelse hos Trafikstyrelsen.

App’en bliver i hvert fald ikke slettet fra min telefon.

Joachim B. Olsen

Det drejer sig blandt andet om, at bilerne skal udstyret med sædefølere, taxameter og videoovervågning. Taxachauffører skal desuden fremover gennemgå en chaufføruddannelse på to uger.

Det vil i Joachim B. Olsens øjne afholde mange potentielle Uber-chauffører fra vejene.

LA-ordføreren bebrejder især Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for aftalens endelig udformning.

- Det der gør, at det ikke er godt nok, er, at S og DF vælger at holde fast i en regulering, som ikke skelner mellem bestilte ture – når man fx bestiller en tur på en app, hvor prisen er aftalt på forhånd, du kan se hvem chaufføren er, og alt foregår elektronisk – og så gadeture, hvor du sætter dig ind i en taxa og selvfølgelig er nødt til at vide, hvor meget turen koster, og hvor der kan betales med kontanter.

- Det er der nødt til at være nogle andre regler for, end når du bare bestiller turen. Og det er det, der er det store problem, siger Joachim B. Olsen.

K: Dårlig aftale

I et andet regeringsparti, Det Konservative Folkeparti, er transportordfører Rasmus Jarlov mildt sagt heller ikke ubetinget glad for dagens taxiaftale.

Rasmus Jarlov understreger dog, at Det Konservative Folkeparti har lovet regeringen at stemme for lovændringen.

- Det er prisen ved at sidde i regering, at man skal tilslutte sig dårlige aftaler. Sådan er dét. Vi er blevet enige i regeringspartierne om, at vi hellere vil have et lille bitte skridt fremad end at lade være. Og de små skridt fremad består i, at loftet over antallet af taxalicenser forsvinder, og at taxaerne fremover må operere i hele landet i stedet for kun i deres eget område, siger han i en pressemeddelelse.

- Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er nærmest chokeret over, at flertallet (altså DF og S og resten af venstrefløjen) har villet opstille så tåbelige krav til taxaerne alene for at beskytte deres venner i branchen på forbrugernes bekostning, siger Rasmus Jarlov.

LA's dilemma

Joachim B. Olsen, både Liberal Alliance og Konservatives folketingsgrupper er utilfredse. Hvorfor indgår regeringen overhovedet aftalen?

- Det er ikke regeringen, jeg kritiserer. Regeringen bedømmer jeg på det udspil, som den er kommet med. Og det var et godt udspil. Hvis det var blevet vedtaget, var jeg en meget lykkelig politiker. Det er S og DF, jeg kritiserer.

Men hvorfor lave en aftale, hvis den ikke er god nok?

- Fordi det var nødvendigt at få liberaliseret selve taxabranchen. Man tager også et skridt i den rigtige retning. Det kan man ikke klandre regeringen for. Man kan klandre oppositionen, siger Joachim B. Olsen.

Hvordan ser du fremtiden for Uber efter i dag?

- Det er svært at sige. Men alt andet lige bliver det meget svært. Det bliver simpelthen svært at tiltrække chauffører, når man skal igennem alle de krav.

- Det er under alle omstændigheder reguleringer, der står i vejen for, at den slags koncepter kan blive bredt ud.

Ville Liberal Alliance have stemt for aftalen, hvis I ikke var gået i regering?

- Det er meget svært at sige. Vi ville stå i det dilemma, at det er et skridt i den rigtige retning – og vi plejer at stemme for aftaler, der er skridt i den rigtige retning – men man tager en forældet taxilovgivning og fører den op til år 2000 og ikke hele vejen op. Så vi havde da været kritiske. Som vi også er nu, selvom vi er i regering, siger Joachim B. Olsen.

- Men det gør jo hverken fra eller til, at vi er i regering eller ej. Det har gjort en lille positiv forskel, fordi den her aftale er bedre end det, som den tidligere Venstre-regering havde forhandlet sig frem til. Så der er små forbedringer, men regeringen har ikke 90 mandater, siger Joachim B. Olsen.

Vil du blive ved med at køre med Uber?

- Det er ikke ulovligt at køre med Uber i dag. Så må vi se, hvad der sker i fremtiden. Men app’en bliver i hvert fald ikke slettet fra min telefon.