Jurist: Konventioner stikker kæp i hjulet for DF’s muslim-forbud

Danmark er nødt til at udtræde af internationale konventioner, hvis Dansk Folkeparti vil lave forbud mod asylansøgere fra muslimske lande.

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, foreslår et totalt stop for indvandring fra muslimske lande i en periode på fire til seks år. Vi har brug for "et pusterum" ovenpå den seneste tids terrorangreb i Europa, siger han i et interview i Berlingske. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hvis muslimske indvandrere og asylansøgere skal have totalforbud mod at indrejse i Danmark i de næste 4 til 6 år, sådan som næstformand i Dansk Folkeparti, Søren Espersen, foreslår i et interview i Berlingske, så må Danmark først udtræde af FN's Flygtningekonvention.

Det vurderer lektor og centerleder ved Københavns Universitets juridiske fakultet, Anders Henriksen.

- Konventionen tillader ikke, at man gør nogen forskel på, om det er muslimer, eller hvem det er. Så hvis Søren Espersen vil indføre sådan noget, så bliver Danmark nødt til at træde tilbage fra flygtningekonventionen, siger han.

Ifølge juralektoren er artikel tre i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der forbyder at sende mennesker tilbage til lande, hvor der er risiko tortur, også umiddelbart til hinder for forslaget.

Tilslutningen til menneskerettighedskonventionen skal i så fald også droppes.

- Den vil også stikke en kæp i hjulet. Hvis forslaget handler om, at vi skal kunne afvise folk og sende dem tilbage med risiko for overgreb, fordi de kommer fra muslimske lande, så vil det være en overtrædelse, siger han.

Allerede de facto-forbud mod indvandring

I forhold til den del af forslaget, der handler at forbyde indvandrere eller arbejdstagere fra muslimske lande, er det til gengæld nemmere for Danmark selv at bestemme, hvem man lukker ind, siger han.

Men her har Danmark ifølge Anders Henriksen allerede gennem de gældende visumregler begrænsninger på indvandring fra mange muslimske lande.

- De facto er det allerede stort set umuligt, fordi man skal have visum. Og hvis man er fra et asylproducerende land, så kan man ikke få lov til at rejse ind. Men ja, det vil sandsynligvis godt kunne lade sig gøre at lave indrejseforbud mod indvandrere fra muslimske lande, siger han.