K klar til at stemme miljøforbedringer hjem med de røde

De Konservative vil nu gerne lave miljøpolitik med rød blok, efter de har udtrykt mistillid til Venstres miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

De Konservative udfordrer på ny det borgerlige samarbejde ved at åbne for at lave miljøpolitik med rød blok. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Efter at have udtrykt mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen er de Konservative nu også klar til at bringe regeringen i mindretal i forhold til selve miljøpolitikken.

Partiet erklærer sig parat til at stemme en række initiativer igennem, der skal forbedre miljøet – om nødvendigt med rød blok – hvis ikke de øvrige blå partier vil støtte de Konservatives krav.

- Vi er klar til at lave politik, med dem, der ønsker at lave politik. Vi ønsker, at man får kvælstofudledningen ned allerede fra 2017. Den her sag er vigtigt for os, og jeg kan da kun håbe på, at rød blok også vil gøre noget for at reducere udledningen af kvælstof, siger de konservatives politiske ordfører Mai Mercado og understreger, at tiltagene ikke må gå ud over landbruget og erhvervslivet.

Efter I har utrykt mistillid til Eva Kjer, vil det så ikke være et yderligere svigt i forhold til de øvrige blå partier, hvis I laver en aftale om miljøforbedringer med rød blok?

- Jeg håber da, at Venstre-regeringen har så dårlig samvittighed, efter at have vildledt et helt folketing og en befolkning, at de vil lave kompenserende tiltag for miljøet. Da vi indgik aftalen om landsbrugspakken i december, sagde vi, at det både var vigtigt at styrke landbruget, og at miljøregnskabet gik i plus. Det viste sig så, at miljøregnskabet ikke gik i plus, og derfor ønsker vi kompenserende tiltag for miljøet, siger Mai Mercado.

De Konservative efterlyser blandt andet flere initiativer i form af mere skov og flere vådområder, som forbedrer kvælstofregnskabet og vandmiljøet.

Og udmelding om at de Konservative er klar til at bringe regeringen i mindretal i forhold til nye miljø-forslag er sød musik i oppositionens ører.

- Vil gerne være med til at stemme for nogle miljøkompenserende tiltag uden om landbrugspakken. Det kunne vi sagtens gennemføre sammen med de Konservative. Vi samarbejder med alle, der vil noget positivt for natur og miljø, siger Alternatives miljøordfører Christian Poll.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Politik med dig

Få seneste analyser, meningsmålinger og nyheder om dansk politik - hver dag.

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube